Abonnementsartikel

Træspånerne skal flyve, når FSI power-tech kommer til HL15. Den danske virksomhed har stubfræsere i alle størrelser som sit omdrejningspunkt, og når FSI power-tech ruller maskinerne ud på standen i slutningen af august, sker det med store ambitioner.

- Vi vil være den stand, der præsenterer flest forskellige stubfræsermodeller, siger Henrik Rasmussen, salgsansvarlig og medejer hos FSI power-tech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig vil der blive fokuseret på de nyudviklede sikkerhedsløsninger, der er skabt til modellerne B28-470 og D30-470.

- Siden E&H messen har vi også haft mulighed for at præsentere løsningerne på forskellige udstillinger i udlandet, og det vinder stor anerkendelse, siger Henrik Rasmussen.

Bedre komfort

Tiltagene indebærer blandt andet en "High-Precision" betjening, hvor en gummibelagt håndstøtte giver en mere ergonomisk betjening af håndtagene. Dertil kommer en ny styreventil, som giver en mere nøjagtig regulering af de hydrauliske bevægelser, hvilket igen giver en bedre komfort for operatøren af maskinen.

- Håndstillingen og risikoen for hvide hænder fra rystelser er noget, som fagfolk tager alvorligt. For private brugere, som kun sjældent arbejder med en maskine så intenst, er det måske ren Viagra, men fagfolk i den professionelle grønne branche har respekt for vibrationerne og ved, de skal tage deres forholdsregler, siger Henrik Rasmussen.

Egne stubbe med

Fræserhjulets efterløb bremses endvidere, når der ikke er berøring på den gummibelagte håndstøtte. Gashåndtaget er derudover placeret på maskinens venstre side, så det er bedre beskyttet ved snævre passager. Et andet nyt tiltag er brugen af tvillingehjul, som også vil blive demonstreret på messen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinernes evner demonstreres bedst, når motorerne brøler og maskinerne arbejder, og på det punkt vil FSI power-tech heller ikke skuffe de besøgende på standen på Have & Landskab '15, lover Henrik Rasmussen.

- Vi skal give dem en retvisende indikation af, hvor hurtigt maskinerne kan flytte nogle spåner, og folk kan finde os på den samme plads, som vi plejer at stå på. Vores udfordring er, at vi gennem årerne har ryddet arealet for stubbe. Derfor tager vi selv nogle stammer med, som vi fikserer vandret og høster fra en ende af. Det er ikke helt det samme som ved en træstub, men materialerne er de samme. Vi har gjort det på den måde flere gange, og det virker godt, forklarer han.

FSI power-tech har hovedparten af sin omsætning på eksportmarkederne, men det danske marked bliver ikke nedprioriteret.

- Det er klart, at når eksportmarkederne trækker supergodt, så er det et fokusområde. Men vi glemmer absolut ikke Danmark. Vi er en dansk fabrik, og det er vi stolte af, understreger Henrik Rasmussen.