Abonnementsartikel

For fulde huse og et veloplagt publikum svang auktionarius Casper Cassøe Krüth lørdag aften hammeren over 53 føl ved Dansk Varmblods Elitefølauktion sponseret af Dansk Hesteforsikring. Det gav en tilfredsstillende salgsprocent på 71 procent, og der blev i alt solgt føl for 3.892.000 kroner.

Elitefølauktionen satte lørdag aften ny rekord på gennemsnitsprisen på de solgte føl, og den lyder i år på 99.795 kroner. Ifølge Danske Varmblod ses det ofte, at gennemsnitsprisen ved auktioner ligger højt på grund af meget høje priser for enkelte individer, men det er langt fra tilfældet ved Dansk Varmblods Elitefølauktion 2015, hvor mange flere sælgere end tidligere opnåede en salgspris på omkring 100.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Truet med nedlæggelse

Med Equsana Eliteskue 2015 bag sig kan Dansk Varmblods sekretariatschef, Casper Cassøe Krüth, se tilbage på den hidtidigt mest succesfulde afvikling af arrangementet. For fem år siden var Eliteskuet truet med nedlæggelse, og i dag hviler det i sin egen succes

Det samlede arrangement i år har udover Eliteskuet og Elitefølauktionen omfattet et stort elite- og landsstævne i dressur og springning; herunder Youngster Cup og endelig udtagelse af Dansk Varmblodsheste til UVM i springning på Zangersheide i Belgien.

Arrangementet har i sin helhed haft en omsætning på godt fem millioner kroner og har fra fredag til søndag haft cirka 6.500 besøgende. Ridestævnet har haft 700 starter i springning og 200 i dressur, og der har i weekenden været 450 heste til arrangementet, hvoraf 320 var opstaldet på Vilhelmsborg.

jf