Abonnementsartikel

Der er udsigt til fyldte sandkasser, når Danmarks bedste kloakmester og rørlægger skal findes på Kloakmessen 2016 i Messe C i Fredericia

Årets konkurrence vil foregå torsdag den 28. og fredag den 29. januar, og de regerende mestre såvel hos kloakmestrene som hos rørlæggerne har allerede meddelt, at de stiller op for at forsvare deres titler. Men også udenfor sandkasserne er der rift om at være med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et par gange tidligere år har deltagerfeltet været knapt så stort. Men der har heller ikke været meget andet end æren af komme efter for deltagerne. Nu har flere virksomheder imidlertid meldt sig på banen. De vil være med til at skabe opmærksomhed om DM i Kloak og virkelig give deltagerne noget at dyste om, fortæller Thomas Rasmussen fra brancheforeningen Danske Kloakmestres bestyrelse.

Solide præmier

Det er Danske Kloakmestre, der har "opfundet" DM i Kloak, som nu afvikles som en del af brancheudstillingen Kloakmessen.

- To virksomheder inden for samme gebet har meddelt, at de ønsker at være præmiesponsorer og dermed sikre solide præmier til Danmarks bedste såvel hos kloakmestrene og rørlæggerne, men også hos struktøreleverne, siger Thomas Rasmussen.

Seks DM-sponsorer

- Tillige er det faste fundament af DM-sponsorer vokset med 50 procent i forhold til, da vi sidst afviklede DM ved Kloakmessen i Fredericia. Oprindelig havde vi fire faste sponsorer. Når fagfolkene går i sandkasserne for at dyste på rør og bøjninger torsdag den 28. og fredag den 29. januar, er sponsorfeltet oppe på seks firmaer, fortæller Thomas Rasmussen.

DM-kampen er faktisk allerede indledt på sponsorsiden. Her har to danske virksomheder meldt sig på banen. Begge sælger systemer til ordrestyring, kvalitetssikring og registrering af materialeforbrug. Og begge ønskede at være sponsor for førstepræmierne i alle tre deltagerkategorier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fundet en salomonisk løsning, så det ene firma nu kommer med præmierne til de tre vindere og dermed danske mestre hos kloakmestrene, rørlæggerne og eleverne. Det andet firma sponserer så både anden- og tredjepræmierne hos kloakmestrene, forklarer Thomas Rasmussen.

Specielt kloak-modul

Det er firmaet EQS i Odense, der får rollen som førstepræmie-sponsor. Den kommende danske mester hos kloakmestrene kan drage hjem med et EQS-model specielt udviklet til kloakbranchen til en værdi af 12.000 kr. Kloakmester-mesteren sikrer sig tillige tre Lenovo 8-tommer tablets til at køre EQS-systemet på, og i gavesækken er også tre licenser og datakort med abonnement betalt for et halvt år.

Både vinderen hos rørlæggerne og hos lærlingene får en 10-tommer Lenovo-tablet med hjem fra EQS. Firmaet har i øvrigt en særlig tilknytning til kloakbranchen. Det drives af brødrene Franz og Lasse Lægteskov. Og Franz Lægteskov har tidligere været selvstændig autoriseret kloakmester og har arbejdet i branchen i omkring 20 år.

Firmaet Ordrestyring.dk lader præmieregnen ramme sølv- og bronzevinderne hos kloakmestrene. Ordrestyring.dk er et såkaldt timesagsstyringsprogram til håndværkere til at holde styr på tilbud, ordrer, timeforbrug, materialer, fotos, tegninger og en række andre elementer. Både nummer to og tre vinder gratis oprettelse af systemet til en værdi af 10.000 kr. Andenpladsen belønnes tillige med otte måneders gratis abonnement, mens der er seks måneder til tredjepræmien.

Kredsen af sponsorer af hele DM-arrangementet har fået tilgang af firmaerne ACO Nordic, som leverer produkter og løsninger til håndtering og rensning af regnvand og spildevand. Samt senest Ulefos, som også har produkter til vand og afløb på programmet, og som ikke mindst er kendt for kolossale mængder af brøndgods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foruden de to nye i flokken, fortsætter det firkløver af sponsorer, som i en årrække har lagt bund under DM i Kloak. Det er Blücher, Danpipe, Grundfos og Wavin.