Abonnementsartikel

De fleste fugletårne og fugleskjul på naturlokaliteter herhjemme er opført, så det kræver kikkert eller teleskop for at kunne studere fuglene. Men med en ny form for skjul kan det blive muligt at opleve fuglene helt tæt på uden specialudstyr og uden, at det forstyrrer fugle og dyr. Det meddeler Realdania.

I løbet af foråret skal der udvikles en prototype på fugleskjulet. Prototypen skal kunne rumme fire til syv personer. Derudover skal skjulet både kunne flyde, tåle svingende vandstand og hård vind. Skjulet designes, så det ikke vækker opsigt i naturen omkring, og det placeres, så man kan observere fuglene fra deres perspektiv, tæt ved vandfladen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fotografere fra skjulet

Ved hjælp af specialglas sikres det både, at fuglene ikke kan kigge ind i skjulet, og samtidig, at man kan se ud med en skarphed, så man vil kunne fotografere fra skjulet. Fugleskjulet vil på den måde tilgodese en bred vifte af naturgæster som fugleinteresserede, naturfotografer, børnefamilier på tur og professionelle som adfærdsforskere.

Prototypen på skjulet bliver efterfølgende opført i ét af Fugleværnsfondens 21 reservater.

Det er målsætningen, at prototypen skal kunne inspirere andre, som ønsker at give adgang til naturen på nye måder - såvel på landet som i den bynære natur. For eksempel offentlige myndigheder, private jordejere og andre fonde, der støtter oplevelser og aktiviteter i naturen.

- Formålet med skjulet er at skabe unikke næroplevelser for alle i naturen, hvor man kommer helt tæt på især fugle og pattedyr. Det innovative observationsskjul skal danne rammen om disse spændende "up front"-oplevelser, der understøtter formidlingen af arter, og udvider danskernes forståelse for livet ved for eksempel vandhullet, søen, mosen og vådområdet, siger Kristian Dammand Nielsen, direktør i Fugleværnsfonden.

Ungarsk naturfotograf

Ideen til fugleskjulet opstod, da Fugleværnsfondens naturvejleder, Allan Gudio Nielsen, besøgte en dygtig naturfotograf i Ungarn, som selv havde udviklet et specielt skjul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er slet ikke til at beskrive, hvor fantastiske oplevelser man får i disse skjul. Jeg var fuldstændig overvældet af indtryk efter besøget i Ungarn og tænkte, at det har et kæmpe formidlingspotentiale i Danmark - ja, i hele verden, siger, siger Allan Gudio Nielsen i meddelelsen fra Realdania.