Abonnementsartikel

"Hvorfor kan man ikke købe dette fantastiske velsmagende kød i butikkerne?", er et ofte stillet spørgsmål fra kunder, der køber anguskød privat.

Derfor gik Angusforeningen for et par år siden i gang med at få registreret et kvalitetsvaremærke, som gør det muligt for kunderne at finde frem til anguskød med den helt unikke smag, oplyser Dansk Angusforening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er nu lykkes, idet Dansk Angusforening har indledt et samarbejde med KødGrossisten og Scandic Hotels om at markedsføre kødet.

Igennem samarbejdet får Angusforeningens producenter en betydelig merpris for deres anguskød,

Udover at dyrene skal være angus, skal producenten overholde krav til fodring og dyrevelfærd samt være medlem af Dansk Angusforening.

Betragtelig merpris

Producenterne får ifølge Angusforeningen en betragtelig merpris for deres anguskød. Tilbuddet gælder for renracede angusdyr og for mindst 75 procents anguskrydsningsdyr. Begge dele skal kunne dokumenteres.

Da produktionen af anguskød foregår på en måde, der sikrer dyrevelfærd og i stor udstrækning også naturpleje, er der ingen tvivl om, at det er en produktionsform, der tiltaler de fleste mennesker. Dyrene har et godt liv, før de bliver slagtet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For både KødGrossisten og Scandic Hotels gælder det, at dyrevelfærd og kvalitet bør gå hånd i hånd, og det skal kunne betale sig for danske kødkvægsproducenter at fremstille et højkvalitetsprodukt.

Landsdækkende grossist

KødGrossisten er en slagterivirksomhed, som leverer okse- og svinekød, fjerkræ, lam og pålæg.

Virksomheden blev grundlagt for mere end 15 år siden med tre ansatte. I dag er tæller medarbejderstaben 65, og KødGrossisten er med årene blevet landsdækkende.

KødGrossisten er et 100 % ejet datterselskab af Catering Engros og er dermed en del af FoodService Danmark, som også tæller Dagrofa S-Engros, Catering Engros, HKI OST og SØRWI.

Scandic Hotels er en svenskejet hotelkæde med over 150 hoteller i Europa og 22 hoteller alene i Danmark.