Abonnementsartikel

På Skovens Dag søndag den 1. maj siger over 75 skove over hele landet velkommen med vidt forskellige arrangementer for enhver smag. Det er flere arrangementer end nogensinde siden den første Skovens Dag i 1994. Der er arrangementer i både private, kommunale og statsejede skove.

Der er store arrangementer med for eksempel træklatring, træfældning, orienteringsløb, bueskydning, hundeopvisning, ridning, dyrehaver, rollespil, snobrød over bål og meget mere. Og der er vandreture med skovejeren hvor man kan tale om hvordan skoven bliver dyrket og hvad der skal ske med den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uanset hvad man vælger, får man på denne dag en oplevelse som man ikke får på en skovtur på egen hånd. På www.skovensdag.dk kan alle de arrangementer ses.

Fotokonkurrence

Tag dit kamera med på Skovens Dag. Så kan du deltage i fotokonkurrencen og vinde en iPad, en kikkert med fuglebog og et trangiasæt.

Fotokonkurrencen går ud på at fotografere årets tema: Skovens Liv. Gode ideer til et godt fotografi får man måske ved at tale med arrangøren og de andre skovgæster om for eksempel skovbrugets daglige arbejde, skovens planter og træer som kilden til alt liv i verden, skovens dyre- og planteliv, bio-diversitet og friluftsliv. Se de nærmere regler for fotokonkurrencen.

Bag Skovens Dag

Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og støttes af Nordea-fonden.

- Skovens Dag er en god mulighed for at opleve den nyudsprungne skov, møde skovens folk og få indsigt i, hvad der sker i skoven. Her produceres vores træ, men samtidig rummer skoven en rig natur og mangfoldige muligheder for aktivt friluftsliv, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer det gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meningen med Skovens Dag

Skovens Dag er den årlige invitation til befolkningen om at se, hvad skovbruget laver og hvorfor.

Der er nemlig et skævt forhold mellem skovbrugets og borgerne: Næsten alle kender og elsker skoven og får nogle af deres bedste oplevelser i skoven. Men næsten ingen kender skovbruget eller ved, hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne.

Og næsten ingen ved, at skovenes træ er verdens mest miljøvenlige råstof og en nøgle til en fossilfri fremtid, hvis træerne bliver fældet og skoven dyrket bæredygtigt.

Meningen med Skovens Dag er derfor at øge befolkningens viden om skovbrug, glæde ved at bruge skoven og dialog med skovbruget.