Abonnementsartikel

For blot få år siden var gode badefaciliteter og adgang til elektricitet et krav, som landets campingpladser skulle leve op til, hvis de ville tiltrække gæster i både kortere og længere tid.

I dag er kravene ændret. Nu er det internetforholdene, som campisterne vægter meget højt, når de beslutter, hvor ferien skal holdes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vil du have børnene med på campingferie, forlanger de, at forældrene vælger campingpladser med optimale internetforhold. Er der ikke det, vil børn i alderen fra 12 til 16 år hellere blive hjemme. Ja, internettet er faktisk blevet vigtigere end badefaciliteterne, siger Robert Madsen, der siden 2005, har drevet Naldmose Camping ved Fynshav. Han har netop investeret godt 50.000 kroner i en optimering af campingpladsens trådløse internet.

Uden tab af hastighed

Med adgang til fibernet er der etableret et point-to-point system, som sikrer, at alle campisterne har mulighed for at se deres foretrukne TV-kanal eller Skype med venner og familie via nettet uden at opleve hastighedsforringelser.

Systemet er i udgangspunktet dimensioneret til mellem 400 og 600 samtidige brugere. Det anses for at være tilstrækkeligt på en plads af Naldmose Campings størrelse. Her er der plads til 180 enheder fordelt på campingvogne og telte.

Professionel assistance

- I dag skal du regne med, at hver campingenhed har mellem to og fire trådløse internetenheder, og de skal kunne anvendes her og nu. Naturligvis er der også de lidt ældre campister, som ønsker mere fred og ro og ikke anvender computere hele tiden. Jeg kunne have valgt selv at forsøge at købe det nødvendige udstyr og selv implementere det, men der findes så meget, at du er nødt til at have professionel assistance. Nu ved vi, at pladsen er målt igennem og er sikre på, at også enhederne i yderkanterne har samme gode dækning som de centralt beliggende pladser, siger Robert Madsen og tilføjer:

- Ønsker du som campingpladsejer at beskytte din investering i ny teknologi, er det vigtigt hele tiden at få det justeret. Ellers sakker du hurtigt bagud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Naldmose Camping har man valgt at lade campisterne betale et separat beløb for adgang til de forbedrede IT faciliteter. Havde man valgt at inkludere internettet i overnatningsprisen, kunne det give et konkurrencemæssigt forkert billede, når campister sammenligner overnatningspriser.

Voksende behov

Det er Sønderborg-virksomhederne nyit.dk, eCo Solutions og TA-Elteknik, der står bag løsningen i Fynshav.

- Vi har været i kontakt med campingpladser, lystbådehavne og sejlklubber over hele landet og kan konstatere, at der er et voksende behov for avancerede trådløse løsninger. Uden internet, der virker nøjagtig som derhjemme, ja, så vil kunderne ikke lægge til kaj eller slå pløkke i jorden. og så mistes der omsætning, siger direktør Jesper Sørensen fra nyit.dk

Det næste trådløse projekt, som nyit.dk kaster sig over, er implementeringen af en løsning i Gråsten Sejlklub.