Abonnementsartikel

Regeringen indgik for nylig en bred politisk aftale om den såkaldte bredbåndspulje, der med 200 millioner kroner i pengepungen skal give bedre dækning og hurtigere internet for folk, der bor og arbejder i yderområderne.

Både Kommunernes Landsforening og Landdistrikternes Fællesråd roser regeringen og de øvrige aftalepartier for at have nået til enighed om bredbåndspuljen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der ophører de rosende ord også, for pengekassen er langt fra stor nok til at dække behovet, lyder det fra Kommunernes Landsforening, KL.

- Det kan på ingen måde lukke alle huller i Danmark. Så beløbet skulle selvfølgelig være meget større, hvis det var det, man ville med det, siger kontorchef i KL, Pia Færch, til dr.dk.

Huller i kortet

KL og Landdistrikternes Fællesråd henviser blandt andet til, at en undersøgelse i Ringkøbing-Skjern Kommune i Vestjylland viste, at det ville koste 60-70 millioner kroner at sikre kommunens borgere højhastighedsinternet, og det vil sige, at puljens 200 millioner kroner ikke vil kunne lukke samtlige sorte internethuller på Danmarkskortet.

Formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, siger om aftalen:

- Det er jo ærgerligt, hver gang en iværksætter ikke kommer i gang, en virksomhed må flytte adresse, eller en familie, der fravælger at bosætte sig i en landsby eller landdistrikt på baggrund af bredbåndsmangel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) erkender overfor DR Nyheder, at de 200 millioner kroner ikke løser hele problemet.

- Men vi når ud til op imod 25.000 husstande og virksomheder, som i dag ikke har mulighed for at komme på bredbånd og internet, siger han.jf