Abonnementsartikel

Danskerne skal til at tage solen seriøst - ikke kun på ferie, men også hvis man opholder udenfor i forbindelse med for eksempel sport eller havearbejde.

I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget på vegne af Euromelanoma, er det nemlig tydeligt, at mange danskere glemmer at bruge solbeskyttelse til hverdag. 38 procent af de adspurgte svarer, at de sjældent eller aldrig bruger solbeskyttelse i forbindelse med fritidsaktiviteter eller udendørsarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet med Euromelanoma er, at styrke og udveksle oplysninger om forebyggelse, tidlig diagnose og behandling af hudkræft. Euromelanoma er ledet af et netværk af europæiske dermatologer, der bruger deres fritid på at fremme sagen.

Et enormt problem

- At så betydelig en procentdel glemmer solbeskyttelse er et enormt problem, da forekomsten af kræft er særlig stor hos folk, der har opholdt sig meget udenfor, blandt andet på grund af fritidsaktiviteter. Det gælder for både almindelig hudkræft og modermærkekræft, udtaler Ulrikke Lei, der er overlæge på hud- og allergiafdelingen på Gentofte hospital i en pressemeddelelse fra Euromelanoma.

Naturlig kulør

Mange er aktive i deres fritid og opholder sig mere end tre timer uden for, men undersøgelsen viser, at kun en tredjedel husker at bruge solbeskyttelse regelmæssigt. En af årsagerne til dette er illusionen om naturlig kulør.

- Det er en udbredt misforståelse at mene, der er noget, der hedder en "naturlig kulør". Er man meget uden for for eksempel på grund af en fritidsaktivitet, er solbeskyttelse ekstremt vigtig. Brunfarvning er blot hudens forsøg på at beskytte sig mod de skadelige effekter af solen, fortæller Ulrikke Lei.

Havearbejde, fodbold og solbadning

- Jeg har altid spillet fodbold 2-3 gange om ugen, jeg har solbadet, og så har jeg passet min have. Og jeg har jo ikke beskyttet mig mod solen, siger Ole Vilhelmsen, der er blevet opereret for hudkræft syv gange. Han er i dag 77 år og fik konstateret hudkræft første gang, netop som han fyldte 50. Heldigvis reagerede han rettidigt, da han opdagede en lille mærkelig plet på sin arm. Pletten viste sig at være ondartet, og han blev opereret med det samme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reagere omgående

- Det værste er første gang. Man bliver jo frygtelig nervøs. Men nu ved jeg, at jeg skal reagere med det samme, hvis jeg ser forandringer, siger Ole Vilhelmsen, og overlæge Ulrikke Lei er ikke overrasket over hans historie:

- Det er desværre, det vi ser. Folk, der dyrker sport udendørs eller går meget i haven, synes det er for besværligt med solbeskyttelse, og så er de langt mere eksponeret, end de selv er klar over, siger hun og tilføjer, at også ved overskyet vejr skal man tage sine forholdsregler.

- Skyer kan blokere op til 25 procent af solens UV-stråler, men størstedelen vil fortsat slippe igennem, så hvis man bruger mange timer udendørs - også i skyet vejr, så er brug af solbeskyttelse er nødvendig, forklarer overlægen.

Efter et langt fritids- eller arbejdsliv, hvor man har været udsat for meget soleksponering, er det fortsat vigtigt at huske solbeskyttelse og huske at få tjekket eventuelle hudforandringer i tide, idet riskoen for at få kræft stiger med alderen.

Euromelanoma kampagnen er aktiv i 33 lande. I Danmark er kampagnen støttet af La Roche-Posay, Desitin og MEDA. I år er kampagnen særligt henvendt mod folk, der bruger meget tid udenfor enten på grund af arbejde eller fritidsaktiviteter, og den 11. maj slår danske dermatologer landet rundt dørene op, så folk kan få tjekket deres modermærker uden tidsbestilling.