Abonnementsartikel

Vand i kælderen er et af de allersikreste tegn på, at endnu et skybrud har ramt landet. Og selv om forsikringen dækker i langt de fleste kælder, så står man stadig tilbage med ildelugtende lokaler, vægge og tæpper. I 2014 indløb i alt 21.000 anmeldelser af vandskader, og en stor del af skaderne var kælderskader.

Derfor anbefaler Forsikring & Pension, der er forsikringsselskabernes brancheorganisation, da også at man tager sine forholdsregler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det svinger fra år til år, hvor mange og voldsomme skybrud vi oplever, men at omkostningerne næs­ten hver gang er store, er der ingen tvivl om. Rent økonomisk er vandskader ofte meget dyre at udbedre, og samtidig er det en utroligt dårlig oplevelse for husejeren at stå med en oversvømmet kælder eller stue, der kan tage måneder at genopbygge, siger Underdirektør Torben Weiss Garne.

Fjern organiske materialer

Først og fremmest gælder det om, at husejeren får fjernet alle organiske materialer som træ, gips, tæpper osv. og i stedet får kælderen indrettet med f.eks. klinker eller beton, der ikke er vandsugende.

- Man kan derudover supplere med f.eks. højtvandslukke eller tilbageløbsstop, ligesom man uden for huset kan sørge for, at der bliver i hvert fald 10 cm niveauforskel på terræn og åbninger ned til kælderen, siger Torben Weiss Garne.

To fluer med et smæk

Hos murernetværksordningen FlisePartneren, som producenten Ardex står bag, peger man også på, at kældre i mange ældre huse er udført uden effektiv fugtspærre. Det øger ikke kun risikoen for varige skader i forbindelse med skybrud, men kan desuden skabe problemer med opstigende fugt hele året.

- Generelt er det en god idé at forstærke kældergulvet og det nederste af væggene, så de effektivt kan modstå fugt og vand. I mange ældre huse er gulvet støbt direkte oven på jorden, og det giver nogle forventelige fugtproblemer, som kun kan løses, hvis undergulvet renoveres, og der påføres en fugtspærre. Det kan man passende huske at gøre, når husejeren alligevel skal have kælderen skybrudssikret, pointerer teknisk chef Carsten Rasmussen fra Ardex.