Abonnementsartikel

Hvad mange hesteejere nok længe har følt sig overbevist om, er nu endelig videnskabeligt bevist. Heste er kloge, og de bruger deres signaler bevidst til at opnå deres ønsker.

Bag den nye forskning står Rachele Malavasi, School of Ethical Equitation i Moncigoli Di Fivizzano, Italien, og professor Ludwig Huber, fra Messerli Research Institute, University of Veterinary Medicine, Vien, Østrig. Med resultaterne af deres undersøgelser er det forskernes ønske, at heste videnskabeligt set rykker op i samme kategori som hunde og delfiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Vores undersøgelse viser, at heste bevidst forsøger at påvirke mennesker - for eksempel med øjnene - for at opnå et specifikt mål", siger Malavasi til det internationale hestemagasin Horsetalk.

Øjnene og blikket

Det er især øjnene og variation i blikket, der er hestens måde at kommunikere på. Og ifølge studiet så ville hestene også ty til direkte fysiske metoder, for eksempel ved berøring eller træk i en låge, hvis de ikke fik deres ønsker opfyldt.

I undersøgelsen fremhæver de to forskere også andre måder, som heste kan bruge til at kommunikere. Eksempelvis kan en hest forsøge at få fyldt en madspand ved "sigende" at nikke mod spanden, for derefter at se på personen. Og hvis det ikke hjælper vil hesten ofte gå skridtet videre og puffe en personen for at opnå det ønskede mål: mad.

Masser af godter

I forsøget indgik 14 heste, der alle var trænede i almindelig horsemanship. Hestene blev nøje studeret og optaget på video, mens de gennemgik en række øvelser, 12 i alt, og til alles tilfredshed indgik der meget ofte gulerødder, æbler og hvede i øvelserne.

De to forskeres forsøg er offentliggjort i tidsskriftet "Animal Cognition".