Abonnementsartikel

Det er en afgørende undersøgelse om vindmøllestøj, der er på trapperne fra Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelsen blev sat i gang på opfordring fra staten, og den ender med at blive den mest omfattende, der nogensinde er lavet herhjemme om konsekvenserne af vindmøllestøj. Ifølge Nyhedsbladet Energi bliver de første resultater offentliggjort sidst på året eller først i det nye år. Grunden til, at undersøgelsen ikke bliver offentliggjort endnu er, at den først skal vurderes af en række forskere før den endelig udgivelse.

Vindmøller på hold

Det er ikke mindst kommunerne, der med spænding venter på resultatet af undersøgelsen. Mange har nemlig sat opførelsen af nye vindmøller i bero, da man vil afvente resulaterne fra Kræftens Bekæmpelse. En afgørelse som fortalerne for danske landvindmøller bestemt ikke har været begejstret for. Kommunikationschef Per Munk Jensen, SE Blue Renewables, der er en af de store spillere på vindmølle-markedet, siger til Nyhedsbladet Energi:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

"Udbygning af landvind har været hæmmet af to grunde. Dels afventer en del kommuner resultatet af helbredsundersøgelsen, før der gives tilladelse til opførsel af landvind, selvom blandt andre flere ministre direkte har opfordret kommunerne til at fortsætte planlægningen. Dels presser de lave elpriser generelt økonomien i projekterne".

Kommuner presser på

Kommunernes Landsforening har for nylig presset hårdt på for at få offentliggjort resultaterne fra undersøgelsen hurtigst muligt. Blandt andet har formanden for KL's Teknik- og Miljøudvalg og borgmester Jørn Pedersen, Kolding, sendt et åbent brev til Sundheds- og Ældreminister Sophie Løhde og Klima-, Energi og Forsyningsminister Lars Christian Lilleholt, hvor man beder om en hurtig offentliggørelse af resultater fra sundhedsundersøgelsen.

I brevet skriver de to blandt andet:

"Kommunerne har et åbenlyst behov for at kende resultaterne af undersøgelsen, så snart de foreligger, så der kan tages pejling på, om der kan forventes ændrede støjgrænser, som har betydning for den kommunale planlægning. Allerede foreløbige resultater kan være vigtige pejlemærker for kommunerne i deres planlægning for vindmøller."