Abonnementsartikel

Danske haveejere har delt og byttet blomster og frø med venner og familie, længe før deleøkonomi blev en ny trend. Dette efterår gør hjemmesiden Floragora.dk det nu for første gang nemt for danskere med grønne fingre at finde endnu flere at bytte blomster med.

- Pludselig havde jeg denne store have, som jeg skulle have styr på. Af ren og skær uvidenhed kom jeg til at udlægge 30 kvadratmeter til et blomsterbed. Da jeg kom hen på planteskolen, fandt jeg ud af, at mit budget kun rakte til knap tre kvadratmeter. Jeg fandt heldigvis ud af, at mange havefolk gerne ville bytte, sælge eller give deres blomster væk for at få ryddet ud i deres egne haver, siger ophavsmanden til siden, Thomas Skovgaard Pedersen, der fik ideen, da han købte sommerhus.:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tænkte derfor, at i en verden med Tinder, Airbnb og GoMore, så manglede der en god, social markedsplads for alle os, som er blevet bidt af blomsterbacillen.

Online plantemarked

Navnet Floragora er en sammenskrivning af "flora", som betyder planteliv, og "agora", som var markedspladsen i antikkens græske byer. Floragora.dk er netop en digital markedsplads, hvor man kan møde andre med interesse for blomster og handle med hinanden.

- Som ny haveejer finder man hurtigt ud af, at der er utroligt mange spændende blomster, som kunne være en fornøjelse at have i sit eget blomsterbed. Samtidigt får man ofte automatisk selv flere og flere af de samme blomster år efter år, efterhånden som de vokser til. Problemet er bare, at man ikke aner, om der 100 meter nede af vejen bor én, som det ville være oplagt at bytte med, fortæller Thomas Skovgaard Pedersen, som håber, at det med tiden bliver helt almindeligt at lave en blomsterbytteaftale i sit nærområde, når man alligevel går en aftentur, skal et smut til købmanden eller skal en tur til postkassen.

Gratis at bytte

På hjemmesiden er det gratis at bytte blomster, frø og planter med hinanden - man opretter blot et bytteopslag og udfylder en ønskeliste. Herefter kan man søge efter andre brugere med opslag, der matcher ens egne bytteønsker. Udover at bytte kan man også købe, sælge eller bortgive blomster og planter.

Oktober er traditionelt anset som en god måned at omplante mange haveplanter i, da de kan nå at få fodfæste i god tid inden næste sommer - uden risiko for at tørre ud.