Abonnementsartikel

En højere elimport og en væsentlig større vindkraftproduktion gav et stort fald i forbruget af kul og andre fossile brændsler på kraftværkerne i 2015. Det betød, at de faktiske CO2 udledninger faldt i 2015 med 6,6 procent, og at vedvarende energi nu dækker 56 procent af elforbruget. Det fremgår af Energistatistik 2015, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

Danmarks faktiske energiforbrug var i 2015 uændret 720 PJ (Petajoule) lige som i 2014, selvom det var noget koldere i 2015 end året før. Det korrigerede energiforbrug, der er korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til handel med elektricitet, steg med 0,3 procent i 2015. Det uændrede faktiske energiforbrug kan blandt andet forklares ved, at Danmarks nettoimport af elektricitet var den største siden 1990.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den øgede nettoelimport og en større produktion af strøm fra vindkraft betød, at brændselsforbruget til elproduktion faldt med 14,4 procent Udviklingen dækker over et samlet fald i forbruget af kul, olie og naturgas på 30,4 procent, mens forbruget af vedvarende energi omvendt steg 2,7 procent i 2015.

Stigende forbrug af vedvarende energi

Det samlede forbrug af vedvarende energi steg fra 2014 til 2015 med 6,4 procent til 206 PJ. Det skyldtes blandt andet en forøgelse i vindkraftproduktionen på 8,1 procent Opgjort efter EU's beregningsmetode udgjorde vedvarende energi ca. 30 procent af energiforbruget i 2015 mod 29,2 procent i 2014.

Produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi udgjorde i 2015 56,0 procent af den indenlandske elforsyning. De største bidrag kom fra vindkraft med 41,8 procent, og biomasse med 11,0 procent

Fald i udledningen af drivhusgasser

Det store fald i forbruget af kul i 2015 betød, at de faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget faldt med 6,6 procent i 2015 til 35,2 mio. ton. Korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet faldt CO2-udledningerne med 3,3 procent Siden 1990 er de korrigerede CO2-udledninger faldet 35,8 procent

En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser et fald på 4,9 procent i 2015, svarende til at de faktiske udledninger af drivhusgasser vil være reduceret med 31,1 procent siden 1990.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fald i energiproduktion og selvforsyningsgrad

Den danske produktion af råolie, naturgas og vedvarende energi m.m. faldt 0,3 procent i 2015 til 675 PJ. Produktionen af råolie faldt med 5,4 procent mens produktionen af naturgas var på samme niveau som året før og produktionen af vedvarende energi steg med 11,8 procent

Danmarks selvforsyningsgrad for energi faldt i 2015 til 89 procent mod 90 procent året før. Det betyder, at vores egen energiproduktion i 2015 var 11 procent mindre end energiforbruget.