Abonnementsartikel

Bjarne Munk Nielsen fra Skårup på Fyn, der har seks høns gående i sin have, har rettet henvendelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, med en opfordring til at segmentere lovgivningen om forholdsregler i forbindelse med konstatering af fugleinfluenzaen HPAI H5N8 hos vildfugle i Danmark.

- De seneste ugers fund har haft store konsekvenser for mine seks havehøns. Min have er cirka 5.000 kvadratmeter. Jeg har i alt seks høns. Hver morgen indtil tirsdag i sidste uge, blev hønerne lukket ud i haven. I vintermånederne har de adgang til hele haven. Siden indførelsen af restriktioner er trivslen for mine høner blevet langt dårligere, og de kan ikke længere udfolde deres naturlige adfærd, påpeger Bjarne Munk Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke hønselortefrit

Han noterer, at der "ikke er et rent hønselortefrit område, hvor de kan støvbade, de ryster ikke fjerene, eller løber den traditionelle tur, efter at være lukket ud om morgenen".

- De skraber ikke i sandet i deres lille løbegård, efter korn jeg (ikke) har smidt. Selvom jeg skifter mad/vand hver dag, klatter de nu i deres foder- og vandtrug. På nuværende tidspunkt efter fem dage i fangenskab, ser de ikke så sunde/friske og blanke ud som før. Jeg tror, deres immunforsvar svækkes, således at de kunne blive smittet af en skæv fugleklat ind i deres løbegård, hvor de ellers som fritgående havehøns kunne modstå vira. Foruden i vilde fugle er smitten jo fundet i store industribrug og ikke hos ejere af havehøns eller hos hobbyavlere, skriver fynboen videre.

Ingen fare

Bjarne Munk Nielsen mener, at det ikke bringer industriens fjerkræ i fare, hvis hans egne høner dør på hans egen matrikel.

- Jeg kan ikke se nogen mening i, at mine glade havehøns skal spærres inde og have industrilignende forhold. Dette påbud virker absurd, fordi jeg eller mine høns ikke bringer eventuel smitte uden for min have. Desuden er jeg oprigtigt bange for, at mine høns immunforsvar svækkes af indespærringen, hvilket øger risikoen for, at de kan blive smittet. Jeg tænker, at det blandt de vilde fugle også er gamle og svage individer er smittes. Og at det kan være derfor der har været smitte i industribesætningerne.

- Til slut vil jeg gentage min opfordring om at indføre en segmentering af lovgivningen om forholdsregler i forbindelse med konstatering af HPAI H5N8 hos vildfugle i Danmark og således muliggøre, at der stilles forskellige krav til industri og hobbyhøns, så de absurde krav om indespærring af havehøns kan ophæves, slutter Bjarne Munk Nielsen.