Abonnementsartikel

Julesalat var tidligere en ret kostbar sag at købe, men det er jo ikke derfor, du skal lave dem selv, det skal du fordi det giver glæde. Julesalat har store, opretvoksende, mælkebøttelignende blade. Den skal sås inden udgangen af maj, så den kan nå at udvikle lange tykke rødder, helst minimum fire centimeter i diameter foroven, for det er ud fra disse store rødder, at din julesalat skal komme.

Direkte såning

Direkte såning i bedet anbefales, men den kan også plantes ud. Planteafstand i rækken cirka 15 centimeter. Alle cikorier skal sås i en humusrig og velgødet jord. Sorterne "Witloof", "Selectie", "Mechelner", "Atlas", "Dura" er alle gode, velafprøvede sorter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at få et godt resultat med drivning skal rødderne have kulde, så vent med at tage dem op til frostvejret er nær. De kan også efterlades i jorden, dækkes og tages op senere - hvis vinteren tillader det; det er der, du skal holde tungen lige i munden.

Toppen skæres af et par centimeter over rodhalsen, rødderne tørres som gulerødder og opbevares i sand i et koldt skur, til de skal drives. Og det er så her, du ser på mig ud over læsebrillen og tænker » sagde hun ikke det var nemt«? Til det vil jeg svare; det er jo ikke svært, men kræver, som så meget i haven, dedikation og vedholdenhed.

Julesalat og andre cikorier er enestående ved, at de tilføjer bitterhed til det gastronomiske spektrum. Den skyldes stoffet intybin, som er godt for fordøjelsen, specielt i forbindelse med fedtholdige retter.

Drivningen af julesalat

Drivning skal ske i mørke og ved temperaturer over 10 grader, efter en uge op til 18 grader, og det tager cirka tre uger. Mørke opnås ved at bruge et mørkt rum eller dække med en sort spand eller lignende. Tre rødder plantes i en spand, og holdes fugtige under drivningen. De gammeldags typer skal, for at danne faste hoveder, dækkes med jord under drivningen, nyere sorter kan drives uden jorddække.

Høst julesalaten når skuddene er cirka 15 centimeter og endnu fast lukkede. Skær dem af så langt nede, at hovederne ikke falder fra hinanden. Lad evt. rødderne stå så de kan skyde igen, hvis der ellers er kraft nok tilbage.