Abonnementsartikel

En særlig biomassefaktor vil hjælpe danske kedler til en høj placering i klasse A+ og dermed booste brugen af biomasse til opvarmning.

Fra april 2017 gælder nye EU-krav om energimærkning på biomassekedler op til 70 kW. Vi kender alle det farvestrålende Energimærke, som går fra G og op til A++ fra køleskabe, frysere og diverse andre energiforbrugende produkter. Ordningen bevæger sig videre til nu også at gælde energiproducerende produkter fra april måned. Det betyder, at biomassekedler op til 70 kW skal have et energimærke sat på. Formålet er at gøre det lettere for forbrugere at træffe et valg og vælge det mest energibesparende opvarmningsprodukt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU vil booste brug af biomasse

Energimærket afspejler for biomassekedlerne virkningsgraden ved lavlast og ved nominel ydelse (almindelig last). Men EU har ønsket at booste brugen af biomasse. Derfor ganges virkningsgraden med en biomassefaktor, så biomassekedler rykker højere op på skalaen.

- Jeg opfatter biomassefaktoren som en hjælp til vores branche, udtaler seniorkonsulent hos Teknologisk Institut, Jes Sig Andersen.

En anden mulighed for at rykke op på skalaen er at lave en pakkeløsning med for eksempel en kedel, solvarme og intelligent termostatstyring.

- Min vurdering er, at danske biomassekedler vil ligge på linje med varmepumper og moderne gasfyr - primært A+ og måske nogle enkelte i A++, siger Jes Sig Andersen.

Han forklarer videre, at der udover talgymnastik også vil være krav til fabrikanter og forhandlere om at stille oplysninger til rådighed på deres hjemmeside. På den måde ønsker EU også at hæve informationsniveauet. For eksempel skal energimærket vises ved annoncering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ecodesign krav fra 2020

Fra januar 2020 har EU indført den såkaldte Ecodesign-forordning, som stiller yderligere krav til biomassekedler op til 500 kW. Kravene omfatter energieffektivitet og emissioner.

- Ecodesign er en ekstra tilbygning til de nuværende europæiske CE-krav, som omfatter maskindirektivet, lavspændingsdirektivet og trykudstyrsdirektivet, forklarer Jes Sig Andersen.

- Ecodesign tilføjer på den måde nye minimumskrav til biomassekedler på det europæiske marked, siger Jes Sig Andersen, som i øvrigt ser den største udfordring i de nye krav i forhold til støv ved lavlast

Krav til støv kan blive udfordring

- Energieffektiviteten opgøres med 85 procent vægt på lavlast og kun 15 procent vægt på nominel ydelse. Støv er en større udfordring ved lavlast end ved nominel ydelse og med størst vægt på førstnævnte vil støvkravene i Ecodesign efter min vurdering blive sværest at leve op til, konkluderer Jes Sig Andersen.

Han forklarer videre, at ingen vil kunne dumpe med førstkommende nye krav til energimærkning. Det er et spørgsmål om at beregne et indeks ud fra virkningsgrad, strømforbrug og biomassefaktor og generere en label, som sættes på kedlen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med ecodesign indføres for første gang fælles europæiske krav til fastbrændselskedler. Jeg vurderer at kravene indebærer en konkurrencefordel for de danske kedelfabrikanter, da vi allerede har krav i brændeovnsbekendtgørelsen, som svarer til grænseværdierne i Ecodesign, siger Jes Sig Andersen.