Abonnementsartikel

Det er et kæmpe skridt, de to partnere Søren Rosenlund Jensen og Karsten Sørensen har taget med den seneste udvidelse af Lading Maskinforretning.

Før lå firmaet lidt ude på landet, og lager og værksted var placeret forskellige steder. På én og samme tid har firmaet fået nu fået samling på værksted og lager. Hertil kommer, at forretningen også har fået et stort og lyst udstillingslokale, hvor kunderne kan vandre fra den ene have- og parkmaskine til den anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er virkelig noget, der har gjort en forskel, siger Karsten Sørensen, den ældste af de to partnere, der begge oprindeligt er uddannede mekanikere.

- Før havde vi ikke et udstillingslokale. Da var maskinerne pakket ned i papkasser, hvilket gjorde det lidt besværligt, når kunderne gerne ville se ­varerne, griner han.

Tæt på byen

Ud over at have fået styr på hele forretningsgangen, så rummer den nye adresse i Tilst en anden fordel.

- Vi er tæt på Aarhus og dermed kommet nærmere vore kernekunder, siger Søren Rosenlund Jensen og forklarer, at hvor firmaet for nogle år siden primært betjente landbrugskunder, så er man siden 2005 rykket videre ind på have- og parkområdet.

- Vi vil stadigvæk gerne betjene vores landbrugskunder, det er der ingen tvivl om. Men de nye kunder, der er kommet til, befinder sig typisk indenfor kommune, boligforeninger og anlægsgartnere, og så er det altså noget bedre at være tæt på byen, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kæmpe værksted

En anden fordel ved de nye lokaler er, at der er blevet plads til et kæmpe værksted, hvor den daglige håndtering af maskiner, fra mindre klippere til store entreprenørmaskiner, bliver håndteret.

- Vi har fået tredoblet vores værksted, så det i dag er på 900 kvadratmeter, det betyder også, at medarbejderne har fået væsentligt bedre arbejdsforhold, siger Søren Rosenlund Jensen og viser rundt i værkstedet, hvor der blandt andet er gang i reparationen af en stor rendegraver.

Den nylige flytning af Lading Maskinforretning til adressen i Tilst er seneste skridt i en sund og naturlig firmaudvikling.

Ny medarbejder på vej

I dag er der 13 ansatte i firmaet, og inden længe bliver staben udvidet igen.

- Vi er ved at ansætte en ny sælger, der skal udvide forretningen, så vi når ned til Vejle, Billund og Silkeborgkanten, siger Karsten Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Firmaet er kommet stille og roligt gennem krisen, og fremtiden tegner endnu lysere for Lading Maskinforretning.

- Vi har selvfølgelig sikret os, at der er udvidelsesmuligheder her på adressen, og vi forventer, at de nye forhold giver sig udslag i forøget salg, siger Karsten Sørensen.