Abonnementsartikel

Dansk Fjerkræ Forum har rettet henvendelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg med en understregning af, at indespærring af høns er uden effekt på fugleinfluenza:

- Det er desværre en gængs opfattelse i Danmark, at hvis bare høns er spærret inde uden adgang til det fri eller under tag, så kan de ikke få fugleinfluenza. Det er langt fra tilfældet. Hvis man bare kigger på tallene for Europa, så er der faktisk langt større risiko for fugleinfluenza i fjerkræ, når de er indendørs, end fritgående. Der har nemlig været klart flest udbrud i Europa i indendørs besætninger i forhold til fritgående udendørs, skriver Dansk Fjerkræ Forum (DFF) blandt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Taler for sig selv

DFF mener, at tallene taler for sig selv, idet høns, selv om de er indendørs, sagtens få fugleinfluenza:

- Fødevarestyrelsen i Danmark giver et helt klart indtryk i deres kommunikation at bare høns er under tag, så er alt godt. De fremhæver udbrud er sket i hobbybesætninger, men udelader totalt, at majoriteten af udbrud i Europa er sket i store intensive besætninger. De omtaler slet ikke det seneste udbrud i en tysk kalkunbesætning med 9600 fugle i en helt indelukket stald. Der er en helt klar skævvridning af kommunikation fra Fødevarestyrelsen, og det er nok baggrunden for den forkerte opfattelse af, at bare høns er indendørs er alt godt, fortsætter henvendelsen.

Menneskelige smitteveje

Det understreges videre, at situationen i Tyskland er helt anderledes. Det ser med henvisning til, at tyskerne har haft mange udbrud i store intensive besætninger og ikke ret mange i hobbybesætninger:

- Der er myndighederne klar over, at der også kommer smitte ind til fjerkræ, der er indendørs og er langt mere opmærksomme på de menneskelige smitteveje. De mange udbrud i indelukkede besætninger i Tyskland har også medført at flere forskere, ornitologer og naturbeskyttelsesorganisationer er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvad det gavner at spærre fjerkræ inde. Meget tyder på, at det er nyttesløst, udelukkende er symbolpolitik for at demonstrere handlekraft. Den debat er ikke-eksisterende i Danmark, godt bakket op af Fødevarestyrelsens misvisende kommunikation, skriver fjerkræfolkene.

Forskning

Fra et længerevarende forskningsprojekt fra området omkring Bodensøen mellem Tyskland, Schweiz og Østrig, Constanza-projektet, hvor 12 særlige fjerkrægårde omkring Bodensøen blev nøje overvåget i et halvt år, var konklusionen klar - Mellem vildtlevende ænder og høns ænder og andre fugle i fangenskab er der så godt som ingen direkte kontakt. Forskerne udleder af deres data, at en overførsel af fugleinfluenzasmitte ved direkte kontakt fra vildfugle til tamfugle ekstremt sjældent sker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fødevarestyrelsen bør, ligesom de tyske myndigheder, lære af det her. Lad nu være med at fokusere udelukkende på om hønsene er indendørs eller under tag. Langt, langt vigtigere er det at fokusere på, hvor smitten reelt kommer fra og undgå at slæbe smitte hjem til dyrene. Brug kræfterne på at informere om at forhindre smitte i at komme ind til dyrene, skriver Dansk Fjerkræ Forum.