Længere tid med østenvind har sendt lave temperaturer og en dyne af sne ind over det danske februar-landskab. Jagttiden på de sidste jagtbare vildtarter er udløbet med udgangen af januar, men alligevel har den unge jæger Martin Nørager trukket i sit varmeste jagttøj - over to lag med lunt skiundertøj - og berettaen er pakket ud af futeralet og står klar i hjørnet af det lille skjul, ladet med to patroner. Hvordan hænger det sammen?
Svaret ligger dels i kragens natur og dels i det sted, skjulet er sat op. For lige bag skjulet har mælkeproducenten, som ejer jorden, sin ensilagestak liggende.
Krager er i bund og grund opportunister, som spiser det, de kan komme i nærheden af. I foråret går det især ud over andre fugles æg og unger, og derfor er det fra politisk side besluttet, at man - ud over den officielle jagttid, som strækker sig fra d. 1. september til 31. januar - kan få lov til at regulere kragerne i perioden 1. februar til 15. april, for at holde bestanden i skak.
At en landmand også er interesseret i at tynde lidt ud i kragebestanden hænger sammen med, at ensilagestakken virker som en magnet på kragerne. Her kan de finde føde, men de hakker blandt andet også hul i den plastik, der er dækket over ensilagen, og det gør dem ikke just populære.
Nødvendig dækning
Derfor er jægerens indsats særdeles velkommen hos mange landmænd, og det er årsagen til, at Martin Nørager trodser vinterkulden denne eftermiddag. Forholdene er dog ikke helt optimale. Krager kan være ekstremt varsomme, og en kraftig østenvind, der blæser væk fra skjulet, betyder, at de lynhurtigt er uden for skudhold, hvis de aner det mindste uråd.
Heldigvis bliver dagen ikke helt resultatløs. Efter en lille time glider en enlig krage ind mod lokkefuglene. Timingen fra jægeren er perfekt, og selv om fuglen akrobatisk kaster sig bagover med vinden, undslipper den ikke. I løbet af eftermiddagen får den følgeskab af yderligere et par artsfæller.
Jagtformen er spændende, men kræver lidt tålmodighed. Vigtigst af alt er et ordentligt skjul, for kragerne har et godt syn, og så er de ofte forsynet med en god portion skepsis. Det behøver dog ikke være kompliceret, og man kommer langt med et camuflagenet, som bæres af fire pinde, der er banket lidt i jorden. Gennem camuflagenettet er det muligt at følge med i, hvornår kragerne er kommet på skudhold, men det yder stadig den nødvendige dækning.
Fuglene skal lokkes
Selvom man sidder et sted, kragerne plejer at trække, vil det altid være en god ide at bruge enten lokkekrager eller en lokkeugle. Sidstnævnte lyder måske lidt spøjst, men krager bryder sig generelt ikke om større rovfugle, og de reagerer ofte ved at gøre udfald mod dem. Det kan få dem til at glemme den normale forsigtighed, og det er derfor en god mulighed for at få dem på forsvarligt skudhold. Her er det en god ide at placere uglen højt, så den kan ses på afstand.
Lokkekragerne er dog det mest anvendte, og man behøver ikke have mange. Omkring 10-15 stykker vil for det meste være rigeligt. Det er i øvrigt værd at anbefale, at man bruger lidt ekstra penge, når lokkekragerne indkøbes, for at få dem med flock-overflade. Flock er en form for lodden belægning, som i modsætning til lokkefugle i ren plast ikke giver genskin, hvis solen kigger frem. Det kan gøre kragerne helt umulige at få på skudhold.
Kombinerer man lokkefugle med et kragekald, vil man langt oftere fange trækkene kragers opmærksomhed. Det kræver dog lidt øvelse at ramme det rigtige toneleje.
Klare aftaler
Det er ikke alle jægere, der gider denne jagtform. Så hvis en landmand har lejet jagtretten ud til jægere, er det langt fra en selvfølge, at de vil drive kragejagten. Det findes der dog løsninger på. For selv om det er de færreste jægere, der vil acceptere, at andre jægere får lov til at drive jagt på samme område, så kan kragejagten indskrænkes til at foregå tæt på gården og ensilagestakken. Det vil ikke være så forstyrende for den øvrige jagt.
Hvis man som jæger har mod på at prøve kræfter med kragejagten, er det ofte bare et spørgsmål om at køre en tur for finde kvæg- eller svinebedrifter, hvor man kan se, kragerne trækker. Tag en høflig snak med landmanden og find ud af, om kragejagt er en mulighed.
Landmanden kan også selv søge kontakten til interesserede jægere. Her er den lokale jagtforening et godt sted at starte. De vil som regel kende jægere - ofte nyjægere - der måske ikke har så mange jagtmuligheder, og som kan nyde godt af de erfaringer, kragejagten byder på.
Det er altid en god ide at have helt klare linjer. Er jægerne, der har jagten, indforstået med det? Og hvor må man sætte skjulet op, så man ikke sidder i vejen - eller for tæt på områder, som af hensyn til andet vildt kræver ro? På den måde undgår man unødvendige konflikter.
Når den officielle jagtsæson på krager er slut, er reguleringstilladelsen en nødvendighed. Det er Naturstyrelsen, der er myndigheden på dette område. Det er i udgangspunktet grundejeren, der skal søge tilladelsen, men jægeren kan også gøre det. Det kræver blot en underskrift fra jordejeren.
