Abonnementsartikel

Der er rigtig mange misforståelser blandt hestefolket, når det handler om transport af heste. For at få aflivet alle disse myter og misforståelser, har Fritidsmarkedet allieret sig med en ekspert på området. Og lad os slå fast med det samme. Som privat hesteejer ; der er kun én regel, man som privat hesteejer skal bekymre sig om - og det er at huske hestepasset.

- Når det handler om privat transport af heste, så er det ikke så kompliceret, som man skulle tro. Det, der gør det kompliceret, er, at der er rigtig mange misforståelser, forklarer Jørgen Kold, chef for Seges Heste, Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis du kører i privat regi, så skal du transportere hesten, som du gjorde for både 5, 10 og 20 år siden. Der er kun én ting, der er blevet ændret i den tid. Og det er vigtigt. MAN SKAL ALTID HAVE HESTEPASSET MED, understreger Jørgen Kold.

Der er kun én ting, der er blevet ændret i de sidste 20 år. Og det er vigtigt. Man skal altid have hestepasset med.

Jørgen Kold, chef Seges Heste.

Det betyder med andre ord, at når du for eksempel kører med hesten til stranden eller i skoven, deltager i landsstævner eller dyrskuer, så er du ikke omfattet af nogen specielle regler for transport af heste - udover hestepasset.

Du må også gerne køre med din nabos hest, du behøver ikke strø halm i traileren, og nej, din hestetrailer skal ikke specialgodkendes til dyretransport. Så længe du kører med heste i privat regi.

Stammer fra gråzone

De mange misforståelser om, hvad man skal og ikke skal stammer fra den gråzone, der er mellem private hesteejere og professionelle hesteejere, der driver økonomisk virksomhed. Ifølge Jørgen Kold foretages langt de fleste hestetransporter herhjemme af private, der enten kører til eller fra skovtursridning eller til ridestævner og dyrskuer. Og for dem er der som nævnt kun én regel, der gælder, og det er hestepasset, som altid skal medtages, når hesten er uden for matriklen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når det er sagt og skrevet, så skal selvfølgelig nævnes, at der gælder regler for, hvilke trailere, der kan spændes efter hvilke biler, men det er en teknisk sag mellem bilejer og politiet, der gerne skulle være afklaret, inden man køber hestetrailer. Og så skal dyreværnsloven - vedrørende eksempelvis adgang til vand og foder - naturligvis altid overholdes.

Økonomisk virksomhed

De ovennævnte forhold for private hesteejere ændrer sig først, når man transporterer dyr i forbindelse med økonomisk virksomhed. Langt de fleste private kommer aldrig i nærheden af disse regler, men for en mindre gruppe af private, er der en risiko for at havne i en gråzone, og det er her, problemerne kan opstå.

- Man kan opstille nogle hovedregler, siger Jørgen Kold.

- Det er OK, at man vinder en roset eller en pengepræmie ved et landsstævne. Det er først, når man deltager i et internationalt FEI-stævne, at man kan tale om økonomisk virksomhed. Der er også en skillelinje, når det handler om opdræt af heste. Her har man i 2008 lavet en hovedregel, der hedder, at "hvis man har mere end tre følhopper, så er man som hovedregel omfattet af reglerne for økonomisk virksomhed, siger han.

Men også her er der tale om en hovedregel. For hvis man ikke sælger sine føl videre - og aldrig har gjort det - så er der tale om private forhold. Det er først, når der er penge involveret, at man bliver kategoriseret som økonomisk virksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er altså ikke så besværligt at transportere sin hest, som mange tror. Problemet er alle misforståelserne, der opstår, fordi de professionelle har problemer med at gennemskue reglerne. Og det er en helt anden sag.