Abonnementsartikel

Træbeskyttelsen har hidtil ikke taget højde for en af de allervigtigste årsager til nedbrydningen af træværket, nemlig solens ophedning af træet.

Men nu har den danske producent Nowocoat Industrial A/S i Kolding udviklet en ny træbeskyttelse, der kan holde temperaturen i træet nede og herved forlænge træværkets levetid betydeligt. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nowocoat lancerer produktet Coolingpaint som "The coolest Paint in the World", og med det motto vil firmaet gerne indikere et helt nye fokus på temperatursænkningen i træet. Den nye maling er patentanmeldt og ifølge Nowocoat adskiller Coolingpaint sig fra alle andre træbeskyttelser ved at være tilsat særlige pigmenter med mikroskopiske spejle, der reflekterer solens infrarøde stråler, så mængden af den absorberede varme nedsættes væsentligt.

Over 60 grader

På en solskinsdag kan malet træværk blive brændende varmt. Det gælder især for de sorte og mørke farver, og i sommermånederne med en udetemperatur på eksempelvis 26 grader kan det underliggende træ let nå temperaturer på over 60 grader. Disse temperaturer og det hurtige efterfølgende fald om natten giver skader på træet i form af udtørring, revner, sprækker og harpiksudtræk. Ved at dæmpe og stabilisere temperaturerne vil man kunne holde træet sundt, tæt og smidigt i en meget længere periode. Det gælder også ved lave udetemperaturer, da træets skadelige udvidelser og sammentrækninger alt andet lige bliver mindre.

Tre typer af solstråler

Solens stråler kan inddeles i tre typer. Der er de ultraviolette stråler, der tegner sig for cirka fem procent af lyset og indvirker på afblegningen af træet. Der er det synlige lys, som udgør cirka 45 procent og giver opfattelsen af farver. Og så er der de infrarøde stråler, der udgør hele 50 procent af solens lysenergi og opvarmer de genstande, de rammer. De er netop de infrarøde stråler, som Coolingpaint populært sagt er et filter imod, og det er disse stråler, der nu reflekteres i stedet for at blive omsat til varme.

Effekten af Coolingpaint er naturligvis størst for de mørke farvers vedkommende, fordi de optager mest varme. På sortmalet træværk reducerer Coolingpaint eksempelvis på en solskinsdag overfladetemperaturen med op til 40 procent i forhold til traditionel træbeskyttelse. I praksis betyder det en sænkning af temperaturen i træet på op til 20 grader. Med andre ord vil det træ, der er malet sort med Coolingpaint, ikke blive varmere end træ, der er malet lysegråt med en traditionel træbeskyttelse.

De lavere og mere stabile temperaturer har også stor betydning for holdbarheden af selve malings-filmen. Træunderlaget bliver mere stabilt med færre bevægelser, og afskalningen bliver derfor langt mindre og indtræder senere. Det betyder, at der ikke skal males så ofte med Coolingpaint som med andre former for træbeskyttelse. Coolingpaint har en holdbarhed på helt op 16 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Del af Stealth-projektet

Nowocoat fortælelr, at den nye varmereflekterende teknologi oprindeligt er udviklet af det amerikanske militær som en del af Stealth-projektet for at gøre det sværere at spore et jagerfly på en radar. Firmaet har videreudviklet denne teknologi med specielt udstyr, der homogeniserer den kemiske sammensætning af pigmenterne og additiverne.

Coolingpaint er en vandbaseret træbeskyttelse, der opfylder alle kravene til miljømærkning med EU-blomsten, og den er kvalitetstestet i henhold til internationale standarder for række- og dækkeevne, UV-stabilitet, vedhæftning, afskalning, revnedannelse, vejrbestandighed og glans- og farveændringer. Coolingpaint er endvidere tilsat et nyt svampe- og algehæmmende additiv, der kun aktiviseres i fugtigt vejr, så effekten og holdbarheden bliver maksimal.

Produktet kan anvendes til udendørs behandling af blandt andet facader, udhæng, gavle, garager og plankeværk og fås i mange forskellige farver samt i en transparent version og som grunder og terrasseolie. Træbeskyttelsen bruges også industrielt til fabriksmalet beklædning i sort farve.