Det er dyrt. Det er tidskrævende. Og det er dybt vanedannende. Trollingfiskeri efter laks i Østersøen bliver mere og mere populært, men hvad er det lige, der får folk til at sejle rundt i et monotont tempo, time efter time, i en lille båd mange kilometer fra land?
Svaret giver sig selv, når den første laks resolut flår line af hjulet, og panikken og spændingen breder sig i båden. Og lad det være sagt med det samme: Der er ikke ret meget andet end en laks over 10 kilo, der på samme måde kan få to grandvoksne mænd, som ellers foragter al anden form for kropskontakt end et bestemt håndtryk i ny og næ, til at omfavne hinanden og hvine som et par overgearede skolepiger på sukkertrip.
Trollingfiskeri er - i den korte version - fiskeri, hvor man trækker blink efter en båd. Det lyder simpelt, og det kan en rigtig lystfisker naturligvis ikke have hængende på sig. Heldigvis findes der et væld af redskaber, der gør det lidt mere kompliceret. Blandt andet kan man ret så præcist styre både blinkets dybde og afstand til båden - og så kan man fiske med mange stænger af gangen. De fleste trollingbåde er således typisk rigget op med to til fire stænger, der fisker dybt, og så har de også flere stænger, som fisker højere i vandet i en vifte ud til hver side. Det vil sige, at det ikke er usædvanligt med otte-ti fiskestænger pr. båd.
Hold øje med vejret
I Danmark foregår fiskeriet typisk med udgangspunkt fra Klintholm Havn ved Møn samt Bornholm.
Sejler man ud fra Klintholm Havn, ligger de bedste fiskepladser langt ude, gerne over 30 kilometer fra land, mens man på Bornholm skal sejle knapt så langt. Uanset hvad, vil man ligge helt ubeskyttet for vind, så vejrudsigten skal være stabil, inden man tager afsted, for man skal ikke spøge med sikkerheden.
Det positive er, at hvis det er vejr til at sejle ud, og man befinder sig i højsæsonen - som strækker sig fra januar til maj - vil der være rigtigt mange både ude i de samme områder. Mobildækning skal man dog ikke regne med, så en VHF-radio til kommunikation - hvor et certifikat er lovpligtigt - er af sikkerhedsmæssige årsager en nødvendighed . Et par nødraketter er også en god ide, hvis uheldet skulle være ude.
Det fører tilbage til, at det er en dyr hobby. Den største udgift ligger naturligvis i båd og motor, som skal kunne sejle forholdsvis stærkt. Det er nødvendigt for i det hele taget at nå at få noget fisketid, men det er også rart at kunne flytte sig i tilfælde af, at vejret slår om. Dernæst skal man have noget fiskegrej, som egner sig til fiskemetoden. De fleste grejbutikker har deciderede trollingstænger og trollinghjul, og de er klart at foretrække. Linen skal være stærk. Fisk over 10 kilo er langt fra sjældne, og der fanges jævnligt fisk over 15 kilo.
Højt og dybt
Laksene i Østersøen spiser typisk sild og brisling, så det gør ikke noget, blinkene er store. Derudover må de gerne være lette, da de nemmere får en livlig gang i vandet. Når det kommer til farverne, har de fleste laksefiskere sine egne favoritter, så på det område er det nok bedst at eksperimentere lidt. Grønne, blå og orange nuancer går man dog aldrig fejl af.
Laksene kan findes fra overfladen og så stort set hele vejen ned i vandsøjlen. Ligesom deres byttefisk. For at komme ned i dybden, kan man blandt andet benytte de såkaldte downriggere. Det er kort sagt en lille kraftig stang med et kraftigt hjul - enten elektrisk eller manuelt - som er monteret bag på båden. Linen på hjulet er en stålwire, og med den firer man et kraftigt lod ned i vandet, som er så tungt, at det går mere eller mindre lodret ned, selv om man sejler med to-tre knob. På loddet og på selve wireren kan man montere nogle specielle klemmer, som fiskesnøren sættes fast i, efter blinket er firet et stykke ud bag båden. På den måde kan man bestemme dybden, blinket fiskes i, og når laksen hugger, kan den trække linen ud af klemmen - og kampen kan begynde.
For at fiske ud til siden kan man enten anvende sideplanere eller planerboards. Sideplanere monteres direkte på linen, som så - alt efter hvor meget line, der fires ud - automatisk skærer ud til siden. Planerboards fungerer på samme måde som dovnriggeren bortset fra, at selve boardet spilles ud til siden på vandoverfladen, hvorefter fiskesnøren monteres på snoren ud til boardet med en klemme. Her kan man fiske med flere stænger, så man dækker et større område. Disse planerboards er kun tilladte i Østersøen.
Forløsningen
Det kræver lidt rutine - og tid - at få sat grejet ud. Og når det er overstået, er det om at vente. Ofte i mange timer, hvor den eneste aktivitet er løbende at tjekke grejet for tang, som ofte flyder rundt i vandet. Det giver tid til at reflektere over, hvad pokker det er, man har gang i, og hvorfor man har brugt så mange penge på det.
Typisk er man to mand i båden, og man kommer hurtigt ind i rutiner, hvor man på skift styrer båden og holder øje med grejet, mens den anden kan sove, spise lidt mad eller læse en god bog.
I det øjeblik laksen hugger, er al tvivl dog forduftet. Brutaliteten, som de kan flå line af hjulet på, er lige overraskende hver gang.
Viser det sig, at der er tale om en stor fisk, afløses spændingen af panik. Nu skal de øvrige fiskestænger hales ind, mens man holder fremdriften med båden. For en stor laks styrer slagets gang, og krydser den de andre liner, er kampen slut, lige så hurtigt som den begyndte.
Forløsningen, roen og ikke mindst glæden oplever man først i det øjeblik, at fisken glider ind over netkanten og kan løftes op i båden. Alle timerne, frustrationerne og ikke mindst pengene er glemte. For dette er ikke et fiskeri, der skal gøres op i kroner og ører - det skal gøres op i den tid, der går, fra laksen hugger, til den ligger på dækket.
