Abonnementsartikel

Dug eller kondens på ruder er en advarsel, man skal tage alvorligt. Dug kan optræde både indvendigt og udvendigt og imellem rudens glas.

Når duggen sidder mellem glassene, er termoruden punkteret. Det kan man se ved, at ruden er mat og udsynet ødelagt, og det bliver særlig tydeligt, når forårssolens stråler rammer vinduet. Udover at være grim at se på, isolerer ruden ringere. Punkterede ruder kan ikke repareres, og den eneste løsning er at skifte ruden ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Symptom på dårligt indeklima

Hvis duggen derimod sidder på indersiden af ruden, skyldes det ofte dårlig udluftning kombineret med en kold rude. Det giver et dårligt indeklima med risiko for, at der kan opstå svamp i bygningen og allergi hos husets beboere. Fugten kan fjernes ved at lufte ud regelmæssigt, men problemet kan også skyldes en dårligt isoleret rude, der trænger til udskiftning.

I alle tilfælde er er det en god ide at få fat i en glarmester, der kan vurdere vinduernes tilstand og betydning for indeklimaet.

Som ekspert kan glarmesteren give ruderne et service-eftersyn og fastslå hvorfor duggen opstår og rådgive om den mest fordelagtige - og økonomiske - løsning. Hvis duggen har ramt ens rude og den skal skiftes ud, kan det nemlig være en god anledning til at skifte til den nyeste type energiruder. Det giver omgående en besparelse på varmeregningen.

Sådan kendes forskel på kondens

Punkterede ruder: Der er kondens imellem de to lag glas. Det bliver især synligt, når solens stråler rammer ruden. Ruden er blevet mat/hvidlig og kan ikke pudses ren. Punkterede ruder kan ikke repareres og bør skiftes.

Indvendig kondens: Der er kondens/vand på indersiden af ruden. Duggen optræder på det meste af ruden. Duggen optræder i bunden af ruden og op langs siderne. Indvendig kondens er tegn på et dårligt indeklima, som kan skyldes for meget fugt i indeluften, eller at ruden isolerer for dårligt. Problemet kan løses ved øget ventilation og ved at skifte til energiruder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvendig kondens på ruden: Dette fænomen ses på energiruder. Energiruden er på grund af dens gode isoleringsevne kold på ydersiden. Er luften uden for samtidig fugtig, kan der opstå dug på ydersiden af ruden. Fænomenet er dog forbigående og forsvinder, så snart solen spreder sine varme stråler.

Dug på ydersiden er en positiv bivirkning og som sådan et bevis for, at energiruden virker! Problemet kan reduceres ved afskærmning af ruden i form af markiser eller tagudhæng.