Abonnementsartikel

Med foråret og de længere dage kommer som regel også trangen til at friske op derhjemme - både indenfor og udenfor. Og ofte er trangen også drevet af nødvendighed, fordi sollyset med nøjagtig præcision finder pletterne på tapetet og den afskallede maling på træværket.

Danskerne er et gør-det-selv folkefærd, og mange gør det rigtigt godt. Desværre er vi også nogle stykker, der har en tendens til at kaste os over projekter, vi ikke helt har gennemtænkt. Fritidsmarkedet har derfor allieret sig med farvehandler Kent Christiansen fra Faaborg, som har over 25 års erfaring med alt indenfor male- og tapetserarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har bedt farvehandleren om at sætte fingeren på de ømme gør-det-selv fejl.

Typiske gør-det-selv fejl

- Vi glemmer at slibe og grunde væggene, inden vi går i gang med at tapetsere. Før man tapetserer, skal overfladen være tør, og man skal slibe den. Bunden skal være i orden, og det vil sige, at huller og revner skal være spartlet ud. Gamle limrester skal fjernes, og ikke mindst så skal underlaget være grundet, ligesom det ofte er bedst at pille det gamle tapet af, siger den erfarne farvehandler.

- Og så glemmer mange også at lade tapetet trække med limen.

Resultatet er ofte, at tapetet buler, eller i værste fald stille og roligt falder af igen. Men når man så endelig er klar til at hænge tapetet på væggene, så er det ikke lige meget, hvor man starter.

- Man skal tapetsere fra lyset af og indefter. Det vil sige, at man skal starte ved vinduerne og så arbejde sig ind i rummet. Så skal man tage endevæggen, hvor vinduet er, og så bagvæggen til sidst. For hvis der så kommer en enkelt bane med overlap, så ser man det ikke, fordi lyset kommer med banerne, siger Kent Christiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pris og kvalitet

Når væggene er klar til at få maling, er der også et par ting, der er værd at tage i betragtning.

- Langt hen ad vejen hænger pris og kvalitet sammen. Det er altid bedst at vælge en ordentlig kvalitet. Det behøver ikke være den dyreste, man kan sagtens får en mellemvare, som er fornuftig, siger Kent Christiansen.

Prioblemet med den alt for billige maling er ifølge farvehandleren, at man ofte bliver nødt til at male både fire og fem gange, før resultatet er bare nogenlunde tilfredsstillende.

- Det er bedre at vælge en ordentlig kvalitet, hvor man blot skal male to gange. Det giver det bedste resultat, siger han og understreger, at det ikke behøver at være den dyreste maling; en god mellemkvalitet er som oftest fin nok.

Sæt pris på penslen

Når talen falder på maling af træværk, er det atter forarbejdet, der er det største problem for de fleste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Folk glemmer tit at vaske af, inden de maler. De glemmer at vaske med grundrens og efterfølgende vaske igen med rent vand. Og så kan de ikke forstå, hvorfor malingen skjolder eller krakelerer, siger Kent Christiansen, der slutter af med at pege på penslen som årsag til en del frustration.

- Det er vigtigt at købe en god pensel. De billige dur ikke, de fælder alt for meget. Det kan sagtens være en god mellemvare. Det er ikke nødvendigt med den dyreste. Mange glemmer at gøre penslen ren efter brug, og så er det træls, hvis den har kostet 115 kroner.