Abonnementsartikel

61 grupper af heste i Danmark, Norge, Sverige og Finland har været prøveklude i et videnskabeligt projekt, der gik ud på at finde ud af, om der er risiko for skader ved at holde flere heste sammen. Og svaret er enkelt; nej.

Undersøgelsen, der lavet foretaget i et samarbejde mellem en række nordiske forskere, afliver dermed myten om, at der er risiko for skader, når flere heste går sammen - et argument, man ofte støder på i debatten om, hvorvidt det er OK at lade heste gå alene.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forskellige grupper

Fra Danmark deltog forskerne Janne Winther Christensen og Linda Søndergaard Sørensen fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet. De to forskere beskriver på universitets hjemmeside, hvordan de mange heste blev delt op i 61 grupper. Disse grupper blev sammensat på en måde, så hestene i nogle grupper var af samme alder og køn og i andre grupper varierede man sammensætningen.

Samtidigt foretog man undervejs udskiftninger i nogle grupper, mens andre fik lov at gå sammen under hele forløbet. Endelig blev hestene undervejs udsat for et ukendt objekt på folden for at undersøge, om dette påvirkede deres adfærd.

Alle hestene var nøje undersøgt for sår og skader før projektets start, og de blev igen undersøgt ved afslutningen på forsøget.

Ifølge Janne Winther Christensen og Linda Søndergaard Sørensen viser resultaterne, at antallet af sår og skader var meget lavt og skaderne overfladiske. Undersøgelsen viste også, at gruppesammensætningen ingen betydning havde for sår og skader. Til gengæld afslørede projektet, at islandske heste havde færre sår og skrammer end varmblodsheste, og i øvrigt var de også tydeligt mindre frygtsomme.

Heste bør gå sammen

I artiklen konkluderer de to forskere fra Aarhus Universitet, at "Heste har et meget stort behov for social kontakt til andre heste, og resultaterne af undersøgelsen tyder altså på, at risikoen for alvorlige skader ved gruppehold af heste er minimal. Derfor bør enhver hesteejer sikre, at hesten har adgang til social kontakt med andre heste som minimum ved et dagligt foldophold."