Abonnementsartikel

Hvis du går rundt og drømmer om det søde liv på landet, så er der lige nu mange muligheder for at få udlevet drømmen.

Rundt om i landet er mange mindre landejendomme til salg. Kvaliteten varierer kraftigt, og det kan umiddelbart være svært at vurdere, om det er en god investering. Det gode liv på landet er tiltrækkende, men hvis bygningerne er uegnede at renovere, skal prisen give plads til at man kan nedrive og genopføre sin stald til de heste man eventuelt har planlagt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det overrasker mange hvor dyrt det er at vedligeholde en gammel svinestald i tilsyneladende god stand. Lovgivningen sikrer alle heste en minimumshøjde i stalden, hvilket ikke gælder for grise. Derfor er en tidligere svinestald ofte meget romantisk med de buede lofter, men uegnet til hestehold. Medbring altid målebånd ved besøg på en ejendom, hvor du overvejer hestehold, lyder rådet fra Anne Kirkegaard rådgiver hos landbrugsrådgivningsvirksomheden LMO.

Fra nedlagt landbrug til lystejendom

Ønsker man at etablere en ridehal, stald eller ridebane skal man være opmærksom på at det kræver landzone- og byggetilladelse fra kommunen. Det er ikke altid en selvfølge at denne kan gives, idet kommuner som udgangspunkt skal sikre at byggeri i det åbne land begrænses til det nødvendige og at de nødvendige bygninger placeres i umiddelbar nærhed af hinanden.

- Det kan virke fristende at aftale med sælger at vedkommende fjerner gamle bygninger, så kun hæk og stuehus står tilbage på ejendommen; klar til nyt byggeri. Men i dette tilfælde kan man risikere et afslag på flere større bygninger, hvis ikke disse er nødvendige for gårdens drift. Der ender man med en mindre stald, og slet ikke den ridehal man havde forestillet sig, nævner LMO's arkitekt Lene Mygind som en anden potentiel faldgrube.

Riv ned bagefter

Det overordnede råd fra rådgiverne er, at overtage gården med alle bygninger intakte, hvorefter man kan rydde op i bygningsmassen, efterhånden som man har tid og råd til de nye projekter i stedet for at satse på tilladelse til at opføre mange kvadratmeter på en bar grund.

- Med sund fornuft og enkle midler kan man få en meget flot ejendom ud af ret få bygninger. Med faglig hjælp fra vores rådgivere indenfor miljø, hestehold og byggeri kan vi hjælpe med at prioritere, hvilke drømme der betyder mest. Ud fra denne analyse kan vi vælge materialer ud fra økonomien i projektet, siger arkitekt Lene Mygind og påpeger, at man ved at tænke sig om kan bevare en høj værdi af ejendommen og derved tiltrække kunder, hvis man f.eks. får lyst til at etablere en gårdbutik eller at udleje værelser.