Abonnementsartikel

Kokke, forskere, forbrugere og kunder kommer til at spille en hovedrolle, når fremtidens mejeriteknologier, -produkter og -trends skal udvikles i Arlas nye avancerede globale innovationscenter. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Det er Arlas ambition, at centret, som ligger i hjertet af verdens hurtigst voksende "food cluster", Agro Food Park i Aarhus, kommer til at fostre samarbejdsinnovation på verdensplan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Åben innovation er et af de primære fokusområder for Arlas vækstplaner de næste ti år, hvor mejeriselskabet for alvor agter at indtage det globale marked for mejeriprodukter, som anslås at have en værdi på 400 milliarder USD. Arla stræber efter at blive verdens førende inden for samarbejdsinnovation i mejeribranchen, og ambitionen kickstartes, når Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary officielt indvier Arlas nye globale innovationscenter i Aarhus tirsdag den 16. maj.

Værdiforædlede produkter

Arla Innovation Centre kommer til at spille en central rolle i virksomhedens samarbejde med kunderne og i Arlas Good Growth 2020-strategi ved at tilføre flere værdiforædlede produkter til Arlas markeder verden over.

Arla vil også samarbejde med forskere og universiteter inden for forskellige områder, herunder mælkeproduktion, forebyggelse af livsstilssygdomme, innovativ emballage og teknologier, som kan gøre det nemmere at transportere mælk og friske mejeriprodukter på tværs af kontinenter.

- Som andelsmejeri er vi resultatet af en beslutning blandt mælkeproducenter i 1880'erne om at samarbejde for at skabe bedre muligheder for alle. Det ligger i vores DNA at samarbejde om at opnå bedre resultater. Vores nye globale innovationscenter vil anvende en tilsvarende tilgang til forskning og udvikling af nye produkter og nye måder at indtage dem på. Konkurrencen i den globale fødevareindustri har aldrig været større, end den er i dag - ikke mindst i Europa og på de nye markeder i blandt andet Asien og Afrika, hvor man oplever en middelklasse i eksplosionsagtig vækst. Den bedste innovator vinder, siger CEO i Arla Foods, Peder Tuborgh.

I mere end 100 lande

Arlas produkter sælges i dag i mere end 100 lande verden over med Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark som de største markeder og med langsigtede vækstambitioner på fire nye markeder uden for EU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her planlægger Arla at øge salget af brandede produkter i Mellemøsten og Nordafrika, USA, Afrika syd for Sahara samt i Kina og Sydøstasien frem mod 2020. Arla er verdens største producent af økologiske mejeriprodukter og har planer om at udvide den globale produktion af økologiske mejeriprodukter frem mod 2020.

Verdens førende "food cluster"

Arlas nye innovationscenter ligger i en klynge af fødevarevirksomheder og forskningscentre i Aarhus, som er udpeget til europæisk kulturhovedstad i 2017, og som har sat sig som mål at blive et nyt "Silicon Valley" for udvikling og innovation inden for fødevarer.

- Med sin centrale placering i en af verdens stærkeste og mest ambitiøse food clusters har Arla langt større muligheder for at indgå nye partnerskaber og alliancer. Og vi tror på, at vores nye globale innovationscenter vil sætte yderligere skub i miljøet og blive et fyrtårn, som vil tiltrække endnu flere internationale virksomheder og forskningsinstitutter. Det bliver en kæmpe gevinst både for os og hele Danish Food Cluster, siger Senior Vice President of Research & Development i Arla, Sven Thormahlen.

Stor fordel

Han understreger, at Arlas innovationsmodel har en stor konkurrencemæssig fordel sammenlignet med andre internationale fødevareproducenter, fordi Arla er et andelsselskab, som ejes af 12.000 mælkeproducenter i syv europæiske lande, så virksomheden har fuld kontrol med hele værdikæden og kan anvende en innovativ tilgang fra gård til bord.

- Mælkeproduktion og -behandling går hånd i hånd hele vejen. Alle vores produkter indeholder så få og så naturlige ingredienser som muligt, og vores systematiske tilgang til sundhed er en integreret del af vores samarbejde med universiteter og i vores produktinnovation. Alle er fokuserede på, hvordan vi kan hjælpe mennesker med at leve sundere og give så mange som muligt adgang til naturlige, nærende mejeriprodukter, siger Sven Thormahlen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye ideer og varianter

Med det nye innovationscenters avancerede interne testanlæg, kan man hurtigt afprøve nye idéer og smagsvarianter, så tempoet i Arlas innovationsprocesser øges betydeligt.

En hurtigere vej fra idé til det færdige produkt forventes at have stor strategisk værdi for mange af Arlas detail- og foodservice-kunder i hele Europa, USA, Asien og Mellemøsten, hvor innovation er et afgørende konkurrenceparameter i alle fødevarekategorier.

- Arla har detail- og foodservice-kunder over hele verden, og vi glæder os til at tilbyde kunderne større involvering i den innovative proces. Vi tror på åben innovation, og vores nye anlæg danner den perfekte ramme om denne form for samarbejde, siger Peder Tuborgh.

Cirka 150 specialister fra forskellige dele af verden vil være ansat på Arlas nye innovationscenter.