Abonnementsartikel

Rosenforædler Rosa Eskelund glæder sig til Cph Garden 2017, der forventes at tiltrække mange haveelskere og udstillere. Glæden bliver bestemt ikke mindre af, at kronprinsessen åbner haveudstillingen med at navngive en ny rose, som Rosa Eskelund har udviklet.

- Det er altid skønt at møde en masse mennesker, der elsker roser ligesom os. Og det er selvfølgelig ekstra dejligt, når Haveselskabet spørger, om vi har en rose, som kronprinsessen kan døbe. Det er da noget, jeg glæder mig til i lang tid, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er anden gang, kronprinsesse Mary døber en af Rosa Eskelunds roser:

- Mary døbte også vores rose Princess of Infinity i 2012 på Odense Blomsterfestival. Det var stort for mig. Hun er altid venlig og interesseret, og jeg kan huske, hun sagde: Rosa - din rose er så smuk, fortæller Rosa Eskelund, der sammen med sin mand ejer rosenforædlings-virksomheden Roses Forever ApS.

Nem at dyrke

Den nye rose er bunddækkende og blomstrer med pink roser hele sommeren, og den er meget nem at dyrke, siger Rosa Eskelund, der til gengæld ikke vil ud med navnet på skønheden.

- Nej, det siger jeg ikke! Det skal være en hemmelighed indtil åbningsdagen. For jeg ved jo, at Haveselskabets medlemmer går og gætter på, hvad rosen skal hedde. De skal da have lov at have den fornøjelse, siger hun.

Hun vil dog gerne afsløre, at hun har udviklet den nye rose over 10 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, det tager jo lang tid at udvikle en ny sort. Først udvælges de roser, der skal krydses, fra en genbank. Så bestøver jeg roserne med pollen på en pensel, og efter fem måneder har halvdelen af dem sat hyben fyldt med kerner. Jeg sår kernerne, og når nogle af planterne kommer op, sorterer jeg dem og udvælger de bedste. Til sidst skal roserne på friland på en planteskole i seks - syv år, så jeg er sikker på, at de er stærke og robuste, når de kommer ud til kunderne. Skønhed er ikke nok, siger hun.

Cph Garden 2017 byder på otte showhaver, 12 udstillingshaver og 150 salgsstande, og haveelskere kan finde information om billetter og program på Haveselskabets hjemmeside.