Abonnementsartikel

HCP Danmark sender nu to nye MultiOne-modeller på markedet, som bedst kendetegnes ved deres kompakte ydre - uden at der bliver gået på kompromis med styrken. Det fortæller HCP Danmark i en pressemeddelelse.

Den mindste er modellen MultiOne 2.3, som trods sit beskedne ydre yder 25 hestekræfter og leverer 42 liter olie pr. minut. Den lidt større MultiOne 4.2 markerer sig blandt andet ved en løftehøjde på 2,75 meter - trods sin begrænsede størrelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge maskiner leveres i MultiOnes nye design, hvor farverne grå og blå kombineres. Det ændrer naturligvis ikke på brugsværdien, men ifølge MultiOne er stilen mere tidssvarende end den velkendte blå.

Lille kraftkarl

De 25 hestekræfter i MultiOne 2.3 leveres af en B&S Vanguard benzinmotor. Oliemængden 42 liter pr. minut giver ifølge HCP den lille maskine store anvendelsesmuligheder som redskabsbærer. Uanset om det er hydrauliske koste, plæneklippere, hækkeklippere eller for eksempel bladsugere, så kan den levere tilstrækkelig olieflow. At den så også kan løfte redskaberne fri af jorden - 1,6 meter - og flytte rundt med et par paller er absolut et ekstra plus.

Egenvægten på kun 700 kg fremhæves også som en fordel, for når maskinens egenvægt fordeles på fire store hjul, og redskaberne i mange tilfælde blot skubbes hen over overfladen på egne hjul, er der en meget begrænset belastning på arealet, uanset om der arbejdes i naturen, haven eller på befæstede arealer. Det gør det muligt at arbejde i særligt følsomme områder.

Tilstrækkelig for mange

MultiOne 4.2 får sine kræfter fra en Kubota dieselmotor, der yder 20 hestekræfter. Det er ifølge HCP en enkel maskine, som kan komme rundt stort set alle steder, idet den kun er 98 centimeter bred. Dens løfteevne er hele 700 kg i strakt arm, hvor den rækker 2,75 meter.

- Der er mange kunder til den maskintype, fortæller Tommy Kærgaard fra HCP Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I det daglige arbejde forfalder vi ofte til at tale om de store modeller med 40 kilometer i timen topfart, og som løfter flere tons. De modeller har vi også, men der er mange "almindelige" kunder, der har behov for noget mindre - og billigere. Hestefolk, deltidslandbrug, boligforeninger, kirkegårde, servicemedarbejdere ved bygningskomplekser osv. har alle brug for en maskine, der kan løfte, feje, rydde sne og måske bare køre rundt med redskaber og materialer. Her vil MultiOne 4.2 være en god løsning, siger han.