Abonnementsartikel

Genbrug, recycling, bæredygtighed, miljø, klima, genanvendelse, cirkulær økonomi... Det er alle sammen ord, som de fleste kender i dag, hvor "brug og smid væk"-kulturen ikke længere er moderigtig. I bygge- og anlægsbranchen gør mange aktører et stort arbejde for, at man kan genbruge eller genanvende byggeaffald, så det kan få en endnu længere levetid. Det sker blandt andet ved blandt andet at knuse gammel beton og bruge det til bærelag under vores nye veje.

Farlige stoffer i gamle fuger

Men selvom det kan være godt for klimaet og pengepungen, når man genbruger, skal man passe på med det, når det kommer til ens eget hus. For det er ikke så ligetil, hvis du eksempelvis vil genbruge gamle vinduer, når du bygger. Du kan nemlig både risikere at få dårligt indeklima og sprede miljøfarlige stoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvom det er en rigtig god idé, at man genanvender så meget byggeaffald som muligt, skal man vide, hvad man gør, før man for eksempel går i gang med at genbruge gamle døre og vinduer i sit sommer- eller kolonihavehus. Man kan ikke bare køre på genbrugspladsen og finde sig nogle nye, gamle vinduer, siger Thomas Uhd, branchedirektør for Danske Bygningsmaterialer i Dansk Byggeri, og fortsætter:

- Hvis der er tale om byggeri fra 1960'erne, kan man næsten være helt sikker på, at de fuger, der har siddet omkring vinduerne har indeholdt det miljøfarlige stof PCB. Og så skal man passe på med at genbruge de vinduer i sit hus, for man risikerer, at PCB'en flytter med.

Tjek Bygningsreglementet

Men det er ikke kun miljøfarlige stoffer som PCB i fugemasse og bly i maling, man skal huske at tænke over håndteringen af, når man river ned eller vil genbruge byggematerialer. Der bliver nemlig også stillet større krav til energieffektiviteten i bygninger i dag, end der gjorde førhen.

- I dag skal et nyt hus jo være langt mere energieffektivt, end det skulle for 50 år siden. Derfor skal man selvfølgelig også tjekke Bygningsreglementet, for det går ikke, at man sætter vinduer i sit nye hus, der er gamle og dermed i langt dårligere energimæssig stand, end Bygningsreglementet tillader. Selvom du ikke bygger dit hus selv, er det stadigvæk dig, som boligejer, der har ansvaret for, at bygningen overholder reglerne, forklarer Thomas Uhd.

www.vhgb.dk - Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffalds hjemmeside - kan du læse mere om, hvilke byggematerialer, der kan indeholde miljøfarlige stoffer.