Abonnementsartikel

Som endnu et led i bestræbelserne på at reducere beboernes huslejeudgifter indfører Himmerland Boligforening nu robotplæneklippere i foreløbig 20 af boligforeningens afdelinger. Ifølge boligforeningen er tale om en markant billigere løsning, når man sammenligner med de hidtidige udgifter til betjening, benzin og service, så direktør Ole Nielsen er ikke i tvivl om, at det vil give både optimeret og effektiviseret drift.

- Vores egne folk kan ikke overkomme opgaven alene, så vi køber en del ekstern arbejdskraft. Den omkostning kan vi nu bringe betydeligt ned - og samtidig får vi frigivet egne mandetimer, som vi kan gøre god brug af til andre opgaver. Der bliver således ikke tale om afskedigelser blandt de omkring 70 medarbejdere, der blandt meget andet passer de grønne områder, siger Ole Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sparer en tredjedel

Den forventede besparelse varierer fra afdeling til afdeling, men generelt imødeser Ole Nielsen, at der vil kunne spares mindst en tredjedel i forhold til de nuværende omkostninger. Og for enkelte afdelingers vedkommende vil besparelsen forventeligt endda være på den positive side af 75 procent:

- Når vi i en afdeling for eksempel bruger en kvart million årligt på vedligehold af græsarealerne, er det klart, at en besparelse på godt 75 procent giver rigtig god mening, siger han.

Mindre miljøbelastning

Himmerland Boligforening forventer at bruge resten af året på at implementere robotplæneklippere i den daglige drift, hvilket vil ske i samarbejde med bestyrelserne i afdelingerne. 10 afdelinger har allerede testet robotplæneklipperne og yderligere 10 vil nu gå i gang.

- At udskifte de forurenende traktorer med eldrevne robotplæneklippere betyder naturligvis en reduktion i belastningen af miljøet, men der er også et arbejdsmiljømæssigt aspekt. Selvom vi i dag arbejder med topklasse havetraktorer, kan vi ikke undgå, at vores medarbejdere bliver udsat for stød og vibrationer i det ensidige græsklipningsarbejde. Med robotplæneklipperne kan vi nøjes med at tjekke en app for at se, om alt går, som det skal - og vi behøver ikke en gang være i nærheden af den plæne, der skal tjekkes, siger Ole Nielsen.