Abonnementsartikel

Kongehuset har jagtretten i en del af de danske skove efter Civillisteloven. Foruden Kongehuset bliver arealerne i dag brugt til afholdelse af jagter for nye jægere og såkaldte invitationsjagter for jagtforeninger, naboer og borgere, der har gjort en særlig indsats lokalt for naturen.

Nu indfører Naturstyrelsen som forsøg betalingsjagter på arealer omfattet af Civillisteloven i Nordsjælland og Vadehavet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jagter er nødvendig for at holde hjortebestandene under kontrol. Og den opgave er der mange jægere, der gerne vil betale for at hjælpe til med. Ved at udbyde flere betalingsjagter får vi både sikret en sund bestand og en indtægt til natur og friluftsliv, siger kontorchef Mads Jensen, Naturstyrelsen.

Først til mølle

I første omgang bliver der i år på forsøgsbasis afholdt seks jagter i Nordsjælland og Vadehavet med 188 deltagere samlet set på de arealer, hvor Kongehuset har jagtretten. Jagterne bliver udbudt efter først til mølle-princippet på Naturstyrelsens hjemmeside fra den 23. august 2017. Gennemsnitsprisen for en dagjagt forventes at blive omkring 5.000 kroner per jæger.

Jagterne på arealer omfattet af Civillisteloven vil samlet set give en indtægt på knap 1 mio. kr.

- Naturstyrelsen udbyder kun jagter, hvor det er foreneligt med hensyn til natur og friluftsliv, og vi har gode erfaringer med at afholde betalingsjagter og andre former for udlejning af jagterne. I dag er jagten udlejet på 66.500 hektarer, og indtægterne herfra indgår i driften af Naturstyrelsens mange naturprojekter og friluftstilbud, siger Mads Jensen.

Efter jagtsæsonen skal ordningen evalueres med henblik på at fastlægge, hvordan modellen skal indrettes fremover.