Abonnementsartikel

I den forgangne jagtsæson 2016/2017 faldt vildtudbyttet af pattedyr med fire procent i forhold til jagtsæson 2015/2016. Tilsvarende faldt vildtudbyttet af fugle med fem procent i forhold til den foregående jagtsæson.

Det viser den nye foreløbige vildtudbyttestatistik, som DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet har lavet for Miljøstyrelsen. Statistikken bygger på indberetninger fra 92,1 procent af jægerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Færre harer

For pattedyrene skyldes nedgangen i vildtudbyttet bl.a., at der bliver nedlagt færre harer. Antallet af nedlagte harer gik tilbage fra 52.059 til 45.999 i 2016/2017, mens der for rådyr var en nedgang i udbyttet fra 109.625 til 106.482 i 2016/2017. Antallet af nedlagte vilde kaniner faldt fra 6.318 i 2015/2016 til 3.635 i 2016/2017.

For fuglevildtet skyldes tilbagegangen i antallet af nedlagt vildt blandt andet en nedgang i udbyttet for edderfugl, skeand og atlingand. Kortnæbbet gås tegner sig for en fremgang i udbyttet på over 50 procent i forhold til den foregående jagtsæson. DCE vurderer, at det skyldes, at kortnæbbet gås i 2016/2017 fik udvidet jagttiden med en måned.

177.315 jagttegn

I jagtsæsonen 2016/2017 indløste i alt 177.315 jægere jagttegn, hvilket er stort set uændret i forhold til året før. Kvinder udgør 6,3 procent af jagttegnsløserne.

Godt halvdelen (55 procent) af de mandlige jagttegnsløsere nedlagde vildt. Blandt kvinderne nedlagde godt hver fjerde kvinde (27 procent) vildt i jagtsæsonen.