Abonnementsartikel

Den første selvkørende markrobot er solgt. Robotti hedder den og er robottens svar på en traktor, som kan trække alt fra harve til såmaskine. Helt uden førerhus kører den nu rundt et sted i Norge. Virksomheden AgroIntelli forventer at lange 20 flere Robotti'er over disken i 2018.

- Der er omkring tyve virksomheder i Europa, som bryster sig af at udvikle selvkørende landbrugsrobotter. Men når vi taler sikkerhed, er vi førende. Med det her forskningsprojekt har vi formået at udvikle sikkerhedssystemer, som gør de selvkørende robotter sikre på markerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det siger Ole Green, direktør for virksomheden AgroIntelli, som specialiserer sig i selvkørende landbrugsmaskiner. Virksomheden har deltaget i forskningsprojektet SAFE, hvor målet har været at gøre landbrugsmaskinerne så sikre, at man med ro i sjælen kan slippe dem fri på marken.

Ligesom Google-biler

En af de forskere, som har udviklet sikkerhedssystemet i Robotti er lektor Kjeld Jensen fra SDU Dronecenter. Sammen med de øvrige partnere i projektet har han i adskillige simulerede og virkelige test bakset med at få de forskellige stereokameraer, laserscannere og trykfølere til at arbejde sammen med robottens kunstige intelligens, så robotten ser alle forhindringerne i marken og reagerer fornuftigt på dem.

- Samtidig med at vi tager chaufføren ud af traktoren, skal vi garantere maksimal sikkerhed for mennesker og dyr. Det gør vi ved at give robotten to lag i dens adfærd. Den skal være proaktiv, så den kan handle i tide, når dens sensorer og kameraer opdager forhindringer i marken. Samtidig skal robotten have en reaktiv adfærd, så den har et nødstop, hvis den ikke opdager forhindringen. En form for ekstra sikkerhed, så den stopper. Præcis ligesom Google-biler bruger vi en række detekteringsteknologier, som skal arbejde sammen med robottens adfærd, så vi sikrer, at alle forhindringer registreres, og robotten reagerer ved for eksempel at stoppe, køre udenom eller hæve arbejdsredskabet, siger Kjeld Jensen.

Robot samler golfbolde op

Forskningsprojektet SAFE begyndte i 2013 med et samlet budget på 29 millioner kroner, hvor Innovationsfonden bevilgede de 15 millioner. Og forskningen har resulteret i flere succesfulde spin outs. Blandt andet kan golfentusiaster glæde sig over, at projektet har resulteret i en robot, som kan opsamle golfbolde helt uden at køre ind i golfspilleres ben.

Virksomheden Conpleks har som deltagere i forskningsprojektet SAFE gjort brug af forskernes viden til at opgradere sikkerheden i virksomhedens nyeste skud på robotstammen, nemlig en selvkørende robot til indsamling af golfbolde. Med sikkerhedssystemet på plads kører golfbolde-opsamleren rundt på golfbanen og scanner sine omgivelser.