Abonnementsartikel

Nu skal det være lettere for landmanden at bekæmpe rotter. Regeringen og Dansk Folkeparti er klar med en ny rottehandlingsplan. Den indeholder 17 forskellige indsatser, der skal gøre kampen mod rotter mere effektiv og give blandt andet landmænd flere muligheder for at bekæmpe rotter.

Rotteplagede landmænd vil fremover selv kunne tage kampen op mod skadedyrene. Tidligere var landmanden henvist til at få assistance fra en autoriseret rottefænger fra kommunen eller en privat bekæmper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmænd, der ønsker selv at udføre rottebekæmpelse, skal gennemføre et 1-dages kursus i blandt andet rotternes biologi og forebyggelse samt sikker håndtering af rottegift, inden de må kaste sig over rottebekæmpelsen.

Mere effektiv bekæmpelse

Særligt i det åbne land og i byernes parker har rottebekæmpelsen hidtil været hæmmet af, at bekæmpelse med gift kun har været tilladt i en afstand af op til 10 meter fra bygninger. Handlingsplanen foreslår en lempelse af dette krav, så der uden dispensation kan anvendes gift ved kilden til rotteproblemet, også selv om det er længere end 10 meter fra bygninger.

Mindre bureaukrati

Rottehandlingsplanen indeholder flere initiativer, der fjerner bureaukrati omkring rottebekæmpelsen. Blandt andet vil rottefængerne fremover bruge mindre tid på at planlægge deres ture rundt til rotteplagede ejendomme. Ejeren behøver kun at være til stede på det første besøg, hvor personen i dag skal være til stede ved alle besøg. Det krav har erfaringsmæssigt kostet rottefængerne meget spildtid.

Mere forebyggelse

Rottebekæmpelsen har været til diskussion i Folketinget. Her er Miljø- og Fødevareudvalget enige om, at det skal være muligt for, at kommunerne sætter flere rottespærrer i kloakken, hvilket kan begrænse rotternes adgang til særligt sårbare ejendomme.

Det betyder blandt andet, at det bliver et krav, at kommunerne opsætter rottespærrer, hvor det er teknisk muligt. Derudover skal de også tilbyde opsætning af rottespærrer hos alle private skoler og daginstitutioner. I dag skal kommunerne opsætte rottespærrer ved offentlige institutioner som skoler, børnehaver og plejehjem, hvis de vurderer det er hensigtsmæssigt.