Abonnementsartikel

Når sommerens gule og gyldne marker til efterår og vinter forvandles til brune stubmarker, får den danske natur for mange et lidt kedeligt udseende. Men ikke for Hans Christian Mortensen, der bor udenfor Fredericia. Han fryder sig over de bare marker, for nu er det for alvor tiden at finde metaldetektoren frem.

- Lige nu ligger markerne brak. Der er jo ikke nogen, der kan så i dem, så er det jo nemt at vade rundt og finde det man har lyst til, siger han og skynder sig at tilføje:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men man skal huske, at man skal have tilladelse fra ejer og forpagter. Det jo er privat ejendom, man går på.

Fødselsdagen blev hans skæbne

For Hans Christian Mortensen blev 54-års fødselsdagen tidligere på året hans skæbne. Det var den dag, han blev fanget af en ny, altopslugende fritidsinteresse.

- Jeg havde fødselsdag den 1. januar, og jeg havde et valg mellem to fødselsdagsgaver, og metaldetektoren var én af dem. Så jeg endte med at vælge den, fortæller han.

- Og siden da har jeg været fuldstændig bidt af at rode rundt ude i marken og finde alle mulige sjove ting og sager.

Masser af krigsminder

For Hans Christian Mortensen er der måske mere at finde, end de fleste umiddelbart har adgang til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bor nemlig ved Fredericia, og som mange danskere sikkert oplevede i DR-serien "1864", så var netop dette område rammen om nogle af de største krigsscener, vi har set herhjemme.

- Det her område er rent historisk meget, meget spændende. Vi har jo Slaget om Fredericia i 1848, da prøjserne blev jaget ud af byen. Og så har vi slaget i 1864, hvor jeg også har fundet kugler fra. Og så har vi Gammelby Vandmølle, der blev brændt ned af svenskerne i 1657. Så der har været masser af folk her, siger han og tilføjer:

- Og under 2. Verdenskrig havde tyskerne skydebane lige ovre på den anden side af åen.

Afslappende

Hans Christian Mortensen står ikke alene med interessen for at snuse rundt i den danske muld. Ganske ofte er der historier fremme om nye, store guld- og sølvfund, og tusindvis af danskere har fattet interesse for kunsten at grave historien frem.

- Det er utroligt afslappende, når man går rundt ude i marken og bare er helt sig selv. Man går lige så stille. Så kommer der en lyd. Det kan være jern, eller det kan være sølv, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Metaldetektoren har nemlig indbygget et program, så den afgiver en speciel lyd, afhængig af hvilket materiale, den har fundet. Men man lærer hurtigt at kende forskel på de forskellige lyde fra metaldetektoren.

Toppen af poppen

Den store aktivitet i området omkring Hans Christian Mortensens hjem har på kort tid resulteret i en større samling mønter og projektiler, der kan dateres til de forskellige slag og perioder. Han fremviser begejstret rundkugler fra Slaget ved Fredericia i 1848, knapper fra militæruniformer, et 2 Qvint lod med Christian den 5's monogram, og ikke mindst, en lille undseelig mønt.

- Den her, det er toppen af poppen. Det er en parykskilling i sølv fra 1711 med afbildningen af Frederik den 4, og man kan tydelig se, hvorfor den hedder en parykskilling, siger han og hentyder til den velformede manke, der præger kongen med den markante profil.

Har du fået lyst til at gå jorden efter, hvor du bor, så kan en rimelig metaldetektor anskaffes for 1.500 kroner og opefter. Så kan det jo være, at den helt store skat venter.