Abonnementsartikel

Danmarks femte nationalpark, Nationalpark Kongernes Nordsjælland, bliver nu til virkelighed. Det har forligskredsen bag nationalparkloven nu besluttet. Nationalparken kommer til at strække sig over de fem kommuner Gribskov, Fredensborg, Halsnæs, Hillerød og Helsingør og bliver med sine 26.250 hektar Danmarks 2. største nationalpark.

- Jeg er utrolig glad for, at nationalparken endelig bliver til virkelighed. I snart 15 år har frivillige lodsejere og masser af andre ildsjæle sammen med staten og de fem kommuner arbejdet sig frem mod en fælles nationalpark på tværs af Nordsjælland - og nu er vi ved målet. På vegne af kommunerne kan jeg sige, at vi glæder os til samarbejdet i den nye bestyrelse og at komme i gang med at udvikle parken. Ideer og vilje er der masser af, og vi glæder os til at tage fat, siger borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Indvies i 2018

Nationalparken rummer store statslige områder som for eksempel Gribskov, Esrum Sø, Arresø, Tisvilde Hegn og Store Dyrehave, og over halvdelen af nationalparken er Natura 2000-områder. Nationalparken indeholder også store historiske pejlemærker som eksempelvis parforcejagtsystemet i Gribskov, Fredensborg Slot og Kronborg, Esrum Kloster samt de gamle industrimiljøer i Hellebæk og Frederiksværk. Derudover består nationalparken af små bysamfund, sommerhusområder, samt kommunale og private naturområder.

Frem mod den endelige vedtagelse har de fem kommuner samt Natur- og Miljøstyrelsen afholdt arrangementer og informationsmøder for private lodsejere og andre interesserede.

Den officielle indvielse af nationalparken kommer efter planen til at foregå i første halvdel af 2018.