Abonnementsartikel

Med Folketingets vedtagelse af den reviderede lov for registrering af Ledningsejere er det første spadestik nu taget mod bedre planlægning og koordinering af gravearbejder.

- Man kunne lidt muntert sige, at kun en spade graver to gange. Jeg tror, at vi alle kender følelsen af, at der ofte graves flere gange på det samme sted med meget korte mellemrum. Derfor ser jeg også frem til det nye register, der giver entreprenører og graveaktører bedre overblik og mulighed for at koordinere og planlægge gravearbejde så effektivt som muligt. For dig og mig og alle andre danskere, betyder det bl.a. færre gener ved gravearbejde og mindre trængsel i trafikken, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark ligger der 750.000 km rør og ledninger nedgravet i jorden. De forsyner hver dag virksomheder og borgere med el, vand, varme og teleydelser. Derfor er det vigtigt, at der bliver passet godt på ledningerne, når der graves, og at der ikke graves oftere end nødvendigt.

Gravemakker og tomme rør

Med den nye lovgivning ønsker man at gøre det nemmere for entreprenører at finde frem til andre der skal grave på samme sted i god tid inden gravearbejdet begynder, så man kan grave sammen og dermed kun behøver at bryde overfladen en enkelt gang. Det kan spare graveaktørerne for mange ressourcer, og alle andre for en masse besvær.

Det vil også blive muligt at registrere og søge kontaktoplysninger til ledningsejere med tomme rør. På den måde kan den ledige kapacitet i rørene udnyttet bedst muligt. Bedre mulighed for at udnytte tomme rør kan fx billiggøre udrulning af bredbånd, ligesom antallet af gravearbejder kan reduceres yderligere.

- Jeg er meget glad for, at vi nu får et bedre overblik over ledningsnettet. Det kan for eksempel understøtte udrulningen af bredbånd, hvis man enten kan lægge det ned i tomme rør, der alligevel ligger i jorden, eller kan lægge det ned, når andre aktører alligevel graver. Det ser jeg kæmpe fordele i, siger Lars Chr. Lilleholt.