Abonnementsartikel

Hvor meget støj er der ved din bolig? Svaret er bare få klik væk, hvis du går ind på Miljøstyrelsens støjkort. Her kan du se en kortlægning af støjbelastningen fra trafikken på større veje, jernbaner og lufthavne i hele landet i 2017.

Trafikstøj kan påvirke vores livskvalitet, og derfor kan støjkortet være et vigtigt værktøj, når kommunerne f.eks. skal udvide en vej eller planlægge for nye boligområder - ligesom borgere kan bruge kortet, hvis de står over for at købe et nyt hus eller lejlighed. Af samme grund bruger blandt andre internetportalen Boliga kortet i forbindelse med boligannoncer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med den seneste opdatering er det også blevet nemmere for kommuner og andre interesserede at få adgang til de data, der ligger til grund for støjkortet.

Store mængder data

Hvis man skal undersøge støjniveauet ved sin bolig, kan man selvfølgelig altid stikke hovedet ud ad vinduet og lytte. Støjkortets fordel er dog, at det giver et billede af den beregnede støjpåvirkning som et gennemsnit over tid og altså ikke kun et øjebliksbillede.

Støjniveauerne bygger på trafiktal fordelt over døgnet. Der er både set på antallet af køretøjer, deres hastighed, og om det drejer sig om personbiler eller lastbiler. Det samme gælder for jernbaner og lufthavne, hvor der tages højde for antallet og typen af tog og fly. Kortet medregner desuden mange forskellige faktorer som f.eks. forskellige vejrforhold, områdets topografi, højdeforskelle og bygningernes højde. Støjen er beregnet på alle husenes facader både i 1,5 meters højde og i 4 meters højde.

Lanceret i 2007

Støjkortet blev lanceret i 2007 som opfølgning på af EU's støjdirektiv. Ifølge direktivet skal borgerne kunne følge med i støjpåvirkningen, og det skal være let tilgængeligt og forståeligt.

Kortet opdateres hvert femte år, hvor antallet af støjbelastede borgere indberettes til EU. Kortet dækker de fire største byområder København, Aarhus, Odense og Aalborg, som huser 40 procent af befolkningen og alle større motorveje. Sidste gang støjkortet blev udarbejdet var i 2012.