Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Når uheldet er ude

Af boa -

Del artiklen:

Advokatfuldmægtig giver ni gode råd til, hvad du bør gøre både før og efter ski-uheld.

Er du en af de heldige, som skal have ski under fødderne i løbet af de kommende uger, så er det en god idé at få tjekket dine private forsikringer i god tid inden ferien.

Her giver advokatfuldmægtig Shawbo Palani-Jafi fra Advokan i Thisted ni gode råd til, hvordan du sikrer dig til skiferien, og hvad du gør, hvis uheldet er ude.

1. Husk det blå sygesikringskort

Med det blå sygesikringskort er du sikret samme behandling, som borgerne i det land, du rejser i - hverken mere eller mindre. I nogle tilfælde betyder det, at der er en vis egenbetaling for lægebehandling og hospitalsophold, hvis du kommer til skade. Brækker du fx benet på skiferien, risikerer du selv at skulle betale for hospitalsopholdet.

Når du kommer hjem, får du kun refunderet udgifterne til behandlingen, hvis den også er omfattet af den offentlige forsikring på feriedestinationen. Derfor er det vigtigt, at du forholder dig til, om der kan være brug for en supplerende rejseforsikring.

På hjemmesiden huskdetblaa.dk kan du se, hvor stor egenbetalingen er på din ski-destination.

2. Tegn private rejse- og ulykkesforsikringer

Har du ikke allerede en privat rejseforsikring, der dækker dig på skiferien, så er det en god idé, at du tegner en, før din ferie starter. Du skal sørge for, at rejseforsikringen dækker hjemtransport og lægebehandling i tilfælde af uheld på skiferien.

Kommer du ud for en skiulykke, der giver varige mén, er det din ulykkesforsikring, der dækker og udbetaler erstatning.

3. Bær bevis på at du er forsikret

Det er en fordel at have forsikringsoplysningerne på dig, når du står på ski. Nogle steder vil lægerne ikke behandle dig, før de har garanti for, at der er dækning.

4. Få alle oplysninger med hjem

Hvis du kommer til skade, er det en god idé at få navne og kontaktoplysninger på vidner, der kan bekræfte ulykken. Og hvis der er andre implicerede, skal du forhøre dig, om de har en ansvarsforsikring og få de relevante oplysninger med det samme. Du kan ikke løbe an på, at de er til at kontakte, når du kommer hjem og skal bruge oplysningerne.

5. Tag billeder som dokumentation

Det kan være en god idé at tage billeder af ulykkesstedet og af eventuel ødelagt skiudstyr. Er det eksempelvis forhold på pisten, som er skyld i dit fald eller styrt, så kan billeder være brugbar dokumentation.

6. Få kopi af lægejournalen

Du skal også skal sørge for at få lægejournalen med hjem, hvis du bliver behandlet af en læge i udlandet. Det kan være svært at få udleveret papirer fra et andet land efterfølgende, og lægejournalen er vigtig dokumentation, hvis der er tale om en erstatningssag.

7. Få kopi af eventuel politirapport

Bliver du påkørt på pisten, vil der i mange tilfælde blive optaget en politirapport. Sker det, skal du sørge for at få en kopi af rapporten.

8. Kontakt egen læge

Det er også vigtigt, at du tager kontakt til egen læge. I nogle tilfælde giver det mening at gøre det, mens du er på ferien, og andre gange kan du vente, til du kommer hjem. Uanset hvad er det vigtigt, at der bliver oprettet en lægejournal, der beskriver de symptomer, du har.

Forsvinder dine smerter ikke, skal du kontakte din læge med jævne mellemrum, så dine symptomer bliver skrevet ind i lægejournalen.

9. Anmeld skaden korrekt

Når du er kommet hjem, skal du anmelde skaden de rigtige steder. Du skal sikre dig, at du er meget præcis, når du beskriver skaden, og at du får alt med første gang. Har du først sendt beskrivelsen af sted, er den vanskelig at lave om.

Læsernes egne billeder

Stem, bestem og del. Send dit bedste billede til os og vær med i konkurrencen om:
Konkurrence billede

 

Se flere

Læs Fritidsmarkedet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame