Abonnementsartikel

Dansk Varmblods tradition for at invitere til et specialarrangement torsdag aften med uddannelse af heste i fokus har tidligere budt på store navne som bl.a. Hasse Hoffmann, Kyra Kyrklund, Isabell Werth, Andreas Helgstrand, Rolf-Göran Bengtsson, Helen Langehanenberg og Bo Kristoffersen. I år er det Patrik Kittel, som med vid og bid vil tage fat på uddannelse af dressurheste. Patrik er kendt for at have sine meningers mod i forhold til dressurtræning, og han vil engagere publikum i arrangementet.

Ingen er fejlfri - og det er o.k.

Patrik Kittel, der har redet sig frem til en international dressurkarriere, er af den overbevisning, at enhver kan lære at ride Grand Prix. Hans budskab er, at det er oppe i vores egne hoveder, at blokeringerne sidder, og det vil han fortælle om i sin clinic under Dansk Varmblods Hingstekåring.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Med sig til denne clinic har Patrik sin australske elev, Lyndal Oatley, som også er hans hustru. I første del af clinicen vil Lyndal ride sin 9-årige hoppe Elvive e. Tuschinski/Don Schufro, mens Patrik fortæller publikum om uddannelsen af hest og rytter - og hvordan man som rytter også selv lærer på rejsen, når man uddanner sin første Grand Prix-hest.

- Publikum vil få mulighed for at stille spørgsmål, så det bliver mere som et seminar og tovejskommunikation med publikum. For mig er det vigtigt at understrege, at alle kan blive succesfulde dressurryttere, men man skal acceptere, at man gør fejl på vejen, og der skal arbejdes for at blive bedre. Alle ryttere laver fejl. Jeg laver fejl hele tiden, og jeg har været i toppen af dressursporten i 20 år. Ingen er fejlfrie, og det er o.k., det er en del af sporten, og du lærer af dine fejl og udvikler dig, fortæller Patrik.

Som afslutning på første del af clinicen vil publikum altså kunne stille spørgsmål til Patrik, der lægger stor vægt på at kommunikere med sit publikum og derfor starter op med en opfølgning på debatten i første halvdel, inden den lærerige clinic fortsætter med anden halvdel, hvor hovedpersonen selv sidder i sadlen.

En drøm om at ride OL

Som mange andre startede Patrik Kittels ridekarriere, fordi han som 11-årig fulgte med sin kæreste til ridning. Kæresten forsvandt, men hans kærlighed til heste blev vakt. Og det af en rund, sur, selvsikker shetland-welsh pony-blanding, som med jævne mellemrum sendte ham en tur i sandet.

- Da jeg var 11, vidste jeg, at heste skulle være mit liv, og min drøm om at ride OL blev født, skriver Patrik på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Patrik, 41 år, rejste i en ung alder til Tyskland for at træne og ride for Klaus-Martin Rath, og efter to år skiftede han til Klaus Balkenhol.

Han har flere gange redet med på det svenske landshold som junior- og ungrytter. Som senior har han deltaget i adskillige mesterskaber fra OL, VM, EM til World Cup-finaler. Han har uddannet næsten 40 heste til Grand Prix og har adskillige Grand Prix-sejre på sit cv. I 2011 vandt han EM-bronze på Watermill Scandic. Den hollandske hingst efter DV-hingsten Solos Carex har været hans partner i fire World Cup-finaler, to europamesterskaber og to verdensmesterskaber samt ved OL i London.

Patrik driver sammen med sin hustru salgs- og konkurrencestalden ?Outstanding Stables? i Nottuln, i Westfalen, Tyskland.