Abonnementsartikel

Det er 39. gang, at MCH Messecenter Herning danner rammen om Dansk Varmblods Hingstekåring, som er det andet mest besøgte af alle arrangementer i messecentret. Faktisk er hingstekåringen den største af sin art i Nordeuropa. Der forventes i dagene frem til 11. marts 2018 et besøgstal på over 60.000, og de 850 hestebokse er ved at være fyldt op.

I tre af hallerne, inklusiv Jyske Bank Boxen, er der anlagt ridebaner, så de tusindvis af tilskuere resten af ugen kan nyde synet af dressur- og springkonkurrencer og ikke mindst fremvisning af hingste til kåring. I fem haller er der udstyrsmesse med alt fra strigler og sadler til staldinventar og store hestetransportere, og programmet de næste fire dage byder på spændende shows, workshops og foredrag.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Forsalget af billetter er gået bedre end tidligere, og hvis der bliver solgt lige så mange billetter ved entréen som de foregående år, så bliver det bedre end nogensinde, fortæller direktør i Dansk Varmblod, Casper Casssøe Krüth.

Forbedret koncept

Casper Casssøe Krüth fortæller, at arrangørerne har forbedret konceptet på alle de parametre, hvor det har været muligt, og der har aldrig tidligere været tilmeldt 850 heste, så alt tyder på en unik hingstekåring i år. I startfeltet ved det internationale ridestævne i dressur og springning ser man mange kendte ryttere fra ind- og udland, og der er ligeledes lagt op til en gigantisk oplevelse i gallashowet fredag og lørdag aften, hvor blandt andre Barbara Moleko og Copenhagen Drummers sammen med flere internationale entertainere går på scenen sammen med hunde, heste og ryttere til et uforglemmeligt show.

- Boxen er bygget helt specielt op til dette arrangement. Vi benytter en gigantisk storskærm på 140 kvadratmeter samt LED-lysbander rundt om banen, og de kommer til at spille en stor rolle med flotte lyseffekter i gallashowet, fortæller Casper Casssøe Krüth. Han tilføjer, at det stadig er muligt at købe billetter online til gallashowet, hvis man ikke tør satse på at købe ved indgangen.

Et andet sted, hvor arrangørerne har gravet dybt og rystet posen, er Forårsauktionen, hvor man hvert år sælger en række udvalgte unghingste og rideheste. Der er i år brugt mange ressourcer på at tiltrække endnu bedre salgsheste og flere kunder fra ind- og udland, når auktionen løber af stablen lørdag eftermiddag kl. 16.

Man vil kunne læse alt om Dansk Varmblods Hingstekåring [url=http://]HER[/url] og høre mere om arrangementet HER.