Abonnementsartikel

Intense farver i aftensolen, duften af naboens nyslåede græs og lyden af fuglekvidder i buskene. Altsammen indsnuset fra en blød stol med betræk, der matcher tæppet under det lille kaffebord. Hjemmets nyeste rum er ikke rammet ind af vægge og glas, men af havens mange sanseindtryk.

- Den vigtigste trend på haveområdet lige nu er, at man mere og mere indretter uderummet som et rum indenfor, men med produkter som kan tåle at være ude. For eksempel er gulvtæpper blevet vældigt populære, og der kommer flere og flere udendørstæpper på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortæller indretningsdesigner Christin Persson, der jævnligt får henvendelser fra folk, som har brug for hjælp til at indrette terrassen eller altanen:

- Vi Skandinavere vil gerne nyde så meget som muligt af vores korte sommersæson - derfor tror jeg, at man vil satse ekstra meget på uderummet, for at kunne maksimere den tid vi bruger udendørs i sommerhalvåret.

Udendørs hyggekrog

Danskernes lyst til at indrette hyggelige uderum mærkes også hos firmaet Land Højbede, der oplever en øget efterspørgsel efter plantekasser til brug som udendørs rumdelere.

- Vi får mange henvendelser fra kunder, som gerne vil bruge plantekasser til at skærme af og opdele haven eller terrassen i små hyggelige rum. Særligt vores aflange højbede med hjul er blevet rigtig populære. De gør indretningen nem og fleksibel, siger Søren Sohl, der er partner i Land Højbede og står for netbutikken landhave.dk.

Det kræver i virkeligheden ikke så meget at få hyggestemningen i højsædet, også udendørs, mener Søren Sohl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vigtigste er at prøve at tænke på den udendørs hyggekrog som et rum. Et udendørs rum har ikke loft og fire vægge som et indendørs rum, men der skal en form for afgrænsning til for at få hyggen til at spire.

10 gode råd til

Start med at vælge det rigtige sted. Tænk især på, hvor lyset falder på det tidspunkt af dagen, hvor du gerne vil bruge din udendørs lounge. En vestvendt krog er det oplagte valg, hvis du vil have mest muligt ud af sommeraftenerne.

Afgræns arealet. Det kan du gøre ved vælge en form for belægning eller tæppe, der adskiller sig fra omgivelserne. Du kan også markere kanten af arealet, fx ved hjælp af plantekasser eller krukker.

Husk afskærmning mod vind, stærk sol og nysgerrige blikke. En hyggekrog må gerne være lidt privat og beskyttet, men du skal stadig kunne mærke, at du er under åben himmel.

Tænk fleksibelt. En mobil afskærmning af for eksempel hækplanter i en plantekasse med hjul kan flyttes efter solens og vindens retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Husk belysning. En varm og behagelig belysning spreder hygge og giver dig flere gode timer om aftenen. Der er efterhånden mange fine lamper, lyskæder og lanterner på markedet, som ikke kræver tilslutning til en stikkontakt.

Overvej et varmeelement til at forlænge sæsonen og pynte på det danske sommervejr. En bålplads eller et bålfad, en lille keramikovn eller en gasdrevet terrassevarmer - der er mange muligheder.

Husk det bløde element. Et blødt sted at sidde, med gode puder og et varmt tæppe til de kølige stunder. Det skal selvfølgelig kunne tåle udendørs brug, men husk også et tørt sted at opbevare puder og tæpper, når du ikke bruger dem. Så undgår du jordslåede pletter.

Glem ikke planter. Både som ramme og som element i indretningen. På det lille bord til kaffekoppen kan du også sætte en potteplante eller en vase, som du løbende kan forsyne med friske afskårne blomster fra haven.

Find den røde tråd, der forbinder elementerne i dit uderum. Vælg fx nogle gennemgående farver eller mønstre i tekstiler, og afstem gerne med planterne omkring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forkæl alle sanser. Sæt den bløde stol, så du får den bedst mulige udsigt. Tiltræk fuglekvidder med en redekasse, et foderbræt eller et fuglebad. Plant duftende blomster eller urter - og bærbuske, så du bare kan række armen ud og putte et saftigt bær i munden.