Abonnementsartikel

Lone Possekel og hendes mand Olaf ejer et fritidslandbrug ved Sjørup nær Viborg, og de havde som så mange andre nogle tomme staldbygninger. Det har de ikke længere.

Lone Possekel blev nemlig inspireret af en artikel, som hun læste i avisen Maskinbladet, hvor der var fokus på aflivning af jerseytyrekalve. En løsning, som nogle mælkeproducenter med jerseykøer vælger, da der er for ringe tilvækst hos jerseytyrekalvene til, at det kan være svært at få til at løbe økonomisk rundt at opfede dem til slagt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tænkte, at man da måtte kunne gøre noget, siger hun.

Hun begyndte derfor at ringe rundt og blev henvist til en jerseyavler ved Skanderborg, som gerne ville sælge sine kalve til Lone og Olaf Possekel i stedet for at aflive dem.

Kalvene henter Lone Possekel, når de er omkring 14 dage gamle. Turen til Skanderborg tager hun hver tredje uge. Det har hun gjort siden september sidste år, og hun satser på, at det bliver til 80-100 jerseykalve om året.

- Jeg håber, at vi kan lave en god pris på dem. Men om vi tjener 100 eller 400 kroner per kalv, betyder ikke så meget. Det er det etiske i det, siger hun.

Robuste kalve

Kalvene går i hold på seks, og de fodres blandt andet med mælkeerstatning, som er blandet op med mælk fra de tre malkekøer, der også er på gården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi blander 200 liter mælk om dagen for tiden, og vi bestræber os på 50 procent ren komælk, fortæller Lone Possekel.

Når den yngste kalv i holdet er to måneder gammel, trappes alle kalvene ned over fem dage, hvor de går fra seks til tre liter mælk om dagen.

- Vi bruger i den dyre ende af mælkepulver. Men vi håber også, at det er en robust kalv, vi får ud af det. Og vi kan se på både tilvækst og det lave medicinforbrug, at kalvene trives, fortæller parret.

Udover mælk får kalvene roer og korn som tilskudsfoder. Olaf Possekel vurderer, at kalvene ikke æder helt nok, derfor har parret overvejet at prøve en speciel kalveblanding.

Afgræsning af naturarealer

Når kalvene er omkring tre måneder, sælger parret dem igen videre. Der er også kalve af sortbroget malkerace på gården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dem, der betaler for det her projekt, siger Olaf Possekel.

Det har hidtil mest været hobbyfolk, der køber jerseykalvene til videre opfedning, men Lone og Olaf Possekel har for nyligt fået en aftale i stand med en ung landmand fra Vestjylland. Han køber nu stude af dem, som skal afgræsse naturarealer i det vestjyske.

Parret har ellers overvejet at færdigfede halvdelen af jerseytyrekalvene, men det er stadig noget, som bare er i tankerne. Og havde de rammerne, mener de, at der var potentiale for at have endnu flere kalve, end de har i dag.

- Det største vil være, hvis vi kan leve af at have stalden fyldt med jerseykalve, siger Lone Possekel, som ikke lægger skjul på, at det er kalve 24-7, og at hun lægger mange kræfter i at få kalvene godt fra start.