Abonnementsartikel

I begyndelsen af april vendte en hanfiskeørn tilbage til den rede i Gribskov, hvor et fiskeørnepar har ynglet med succes flere gange siden 2011. Her har den haft travlt med at flyve grene ind til reden i det høje grantræ, flytte rundt på dem og udhule bunden på reden. Alt sammen for at gøre reden fin og klar til hunnen.

Ligesom sidste år kan alle følge livet i reden direkte via et webkamera, og nu ser det ud til, at fiskeørnens anstrengelser har båret frugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Naturstyrelsen fik sidste weekend flere henvendelser om, at der var set en mage på reden. På videoen kan vi se magen lande den 21. april lige over middag og en lille halv time senere, kan vi se den første vellykkede parring. Siden har fiskeørnene bragt nyt materiale til reden og uddybet den, så den er klar, til der forhåbentlig snart kommer æg. Vi håber, at det i år også bliver muligt at følge, at der kommer unger på vingerne, siger Jens Ole Andersen, skovfoged i Naturstyrelsen.

Siden weekenden har fiskeørneparret parret sig flere gange, og der er også kommet uventet besøg fra både grågæs og ugler.

Følg fiskeørnereden direkte her, hvor du også kan se ældre klip:

Under 10 par

Fiskeørn var i slutningen af 1800-tallet almindeligt forekommende i Danmark, dog primært i den østlige del. Herfra forsvandt den i 1916. Indtil 1998 har der kun været få dokumenterede redefund i Danmark, og bestanden tæller ifølge Miljøstyrelsen på nuværende tidspunkt under 10 par.

Området, hvor fiskeørnene yngler, er lukket for offentlighedens færdsel i perioden 1. april - 31. august 2018. Med en kikkert er der god mulighed for at stå udenfor afspærringen og opleve fiskeørnene, når de flyver til og fra reden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om fiskeørnen i Miljøstyrelsens artsleksikon.