Abonnementsartikel

I 2016 blev belgisk ølkultur optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. En liste, som pt. omfatter omkring 450 elementer fra flere end 100 lande verden over.

Her finder man også napolitansk pizzabagning, indisk yoga og ridekunst på Den Spanske Rideskole i Wien. Men der er ingen danske bidrag på listen over den uhåndgribelige kulturarv, som udleves gennem traditioner, færdigheder, forestillinger og måder at være sammen på.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Indtil videre. For nu tager VisitDenmark initiativ til, at hygge kan blive optaget på listen.

- I de seneste år har hygge spredt sig til hele verden. På Amazon er der op mod 1.000 bøger om emnet, og ordet er blevet optaget i Oxford Dictionary. Men hygge har sine rødder i den danske kultur, og det ønsker vi at få anerkendt. Derfor tager vi nu initiativ til, at hygge bliver optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv,? siger forretningsudviklingschef Anja Hartung Sfyrla, VisitDenmark.

Hyggeråd oprettes

VisitDenmark kan ikke selv ansøge om at få hygge med på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Ansøgningen skal nemlig komme fra udøverne af den kultur, der søges om optagelse af. Derfor opretter VisitDenmark et Hyggeråd, der skal arbejde for sagen.

Den danske hyggeforsker Jeppe Trolle Linnet bakker op om idéen om at få hygge optaget på UNESCOs liste. Han mener, at hygge er noget særligt dansk:

- Danskerne er ikke de eneste i verden, som hygger sig. Men det særegent danske er, at danskerne opfatter hygge som en uomgængelig kvalitet ved det gode liv. At vi i så høj grad deler denne ene og altdominerende kulturelle værdi for, hvordan godt samvær med andre mennesker bør føles, og konstant italesætter den. Det er med til at identificere os, som dem vi er. Dermed er hygge en dybt integreret del af vores sprog, kulturelle værdisæt, og tilgang til sociale situationer, siger Jeppe Trolle Linnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hygge forbindes med Danmark

Selv om man i andre kulturer også har det rart sammen, så forbinder udlændinge hygge med noget særligt dansk. Det bekræfter VisitDenmarks endnu ikke offentliggjorte image- og potentialemåling, som er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningerne i Tyskland, Sverige, Norge, Storbritannien og Holland i 2018.

Særligt i Norge bliver hygge forbundet med Danmark. Og det på trods af at nordmændene har det samme ord og bruger det med nogenlunde samme betydning.

- I Danmark opfatter vi hygge som noget særlig dansk. Men det har også en international appel. I udlandet er man nysgerrig på fænomenet og vil gerne lade sig inspirere af den danske hygge. Derfor er hygge interessant at bruge i markedsføringen af Danmark, siger Anja Hartung Sfyrla.

80 procent af nordmændene svarer i målingen, at de forbinder hygge med Danmark. 29 procent af briterne forbinder Danmark med hygge, 26 procent af tyskerne, 25 procent af svenskerne og 19 procent af hollænderne.