Men først kommer hønsegården

Jørgen Jørgensen sprang fra Jylland til Sjælland og fra maskinstationen til hønsegården.


Men først kommer hønsegården

22.06.11 | 09:00 af Af Bjarne Madsen


Jørgen Jørgensen sprang fra Jylland til Sjælland og fra maskinstationen til hønsegården.Høns er nogle taknemlige skabninger. Når de bare får foder og vand, går de og passer sig selv og hinanden. Og vandingen kan i et vist omfang automatiseres med vandingsautomater, som Jørgen Jørgensen og Bangs Hønniker naturligvis også har i forskellige udgaver.Jørgen Jørgensen er klar til at sætte nye i gang med hønseriet med både høns, redekasser, hønsehuse og hele hønsegårde.Hvad kom først - hønen eller ægget? Det gjorde hønsegården, mener Jørgen Jørgensen hos Bangs Hønniker på Tingstedvej i udkanten af Ugerløse.

Fra maskinstation i Jylland til høns på Sjælland

Hvad kom først - hønen eller ægget? Det helt geniale svar lader vist nok stadig vente på sig.

Men der er ingen tvivl, hvis man spørger på Tingstedvej 38 i Ugerløse sydvest for Holbæk. Her vil den tidligere jyske maskinstationsindehaver Jørgen Jørgensen med klar røst meddele:

- Først kommer hønsegården.

Så er dét på plads. Så skal hønsene på plads. Det klarer Jørgen Jørgensen og hans bedre halvdel, Line Bang Helmer, også. I oktober 2009 besluttede de at gå den vej, som hønsene skraber og overtog Hillstrøms Rugeri i udkanten af Ugerløse. En virksomhed med mere end et halvt århundrede på bagen. Og i stedet for maskinstations-opgaver i Vejen-området i Jylland handler det nu om hønniker, daggamle kyllinger, foder, hønsehuse, redekasser og andet udstyr til både fuldbefarne og helt grønne hønse-folk.

- Vi sælger masser af hønsehuse, udstyr og redekasser. Da vi ikke kunne finde de helt rigtige redekasser, begyndte vi selv at producere. Men det lå da ikke lige i kortene, at jeg skulle være til høns - og så på Sjælland, griner Jørgen Jørgensen.

Hønsegård i fødselsdagsgave

- Tidligere havde jeg en maskinstation i Vejen sammen med en kompagnon. Så løb jeg ind i Line. Hendes forældre var naboer til den tidligere ejer af Hillstrøms Rugeri. Og... ja. Så overtog vi altså firmaet for et par år siden, og det er faktisk gået rigtig godt. Vi har så også lavet forskellige nye tiltag. Blandt andre "mærkedags-levering". Hvis familien synes, at onkel Anton skal have en hønsegård i fødselsdagsgave, så leverer vi og sætter den op som en overraskelse på dagen. Jeg kører også vareture til Lolland Falster og i Nordsjælland. Så vi sælger faktisk i omegnen af 3000 høns om måneden til private, fortæller Jørgen Jørgensen.

- Via det gamle firma har vi et stort knowhow. Den tidligere indehaver, Tage Hillstrøm, er desværre død for kort tid siden. Men han har givet utrolig meget viden om høns videre til os. Vi lever udelukkende af at sælge høns og tilbehør, og vi kender alle regler, lovgivning og andet på området. Vi har også været med til at starte gårdbutikker op og sørge for, at salmonelle-testningen er på plads, når æggene skal sælges.

Nemt med høns

- Det er blevet rigtig populært at holde høns. Og høns er da også de kæledyr, det er nemmest at have. Når de får vand og foder, er de dækket ind. Høns er flokdyr, og de har ikke behov for den store menneskelige kontakt, når de har hinanden. Og så er de lidt ligesom geder. De spiser alt, men det, de ikke kan tåle, undlader de at spise, forklarer hønsemanden i Ugerløse.

Før vi overtog firmaet, var det hovedsagelig baseret på erhvervsmæssigt hønsehold. Vi satser også på nichen til hobby-folkene, som gerne vil have fem-seks høns gående, fortæller Jørgen Jørgensen.

- Recepten på at blive hønsefarmer er enkel. Man finder som minimum en halv snes kvadratmeter til formålet. Så kommer vi med hønsegården som modulbyggeri. Modulerne er 180 x 180 centimeter, og der er mulighed for at udvide løbende. Og så bestiller man nogle høns, som leveres vaccineret og med garanti for, at dyrene er i orden.

- Hvis man selv vil bygge sin hønsegård, har vi et koncept med resten. Hønsehus med fem høns, spåner, foder til en måned, to vand- og foderautomater og redekasser. Så er man i gang for 4000 kroner og kan i gennemsnit hente et æg pr. høns omdagen. Vi arbejder med to hønseracer, som begge gør sig godt som havehøns. For 90 procents vedkommende er det brune Issawarra, mens de resterende 10 procent er hvide Ambalink med brune aftegninger. Begge racer er æglæggende og omgængelige høns, siger Jørgen Jørgensen.

Flere artikler

25.08.14 |
08:13
25.08.14 |
08:29
22.08.14 |
12:13
21.08.14 |
07:30
20.08.14 |
14:22
19.08.14 |
07:49
18.08.14 |
08:27

Mest læste - top 3

1 Energisk avis på gaden Energisk avis på gaden

15.08.14 | 09:14

3 Rygestop for brændeovne Rygestop for brændeovne

21.08.14 | 07:30

Se også...

Til toppen