Det går stærkt hos Traktorgården i Give. Indehaver Søren Kristensen overtog sidste år forretningen fra sin far Eli Kristensen som led i et løbende generationsskifte, og den positive udvikling Traktorgården har været igennem under Eli Kristensen fortsætter under sønnen.
Traktorgården er i år gået i samarbejde med Scantruck og forhandler nu også de amerikanske Mustang- minilæssere. Senest har Søren Kristensen indgået samarbejde med HCP, der importerer og distribuerer maskiner til landbrugssektoren og den grønne sektor i hele det nordiske marked. Det betyder, at man lige nu er i fuld gang med at oprette værksted og maskinsalg i forbindelse med HCPs hovedkontor i Krogager
Selvom Traktorgården i Give ikke er blandt de allerstørste i landet, så skorter det ikke på ambitioner for Søren Kristensen.
- Vi vil være landmændenes tætteste samarbejdspartner og levere de løsninger, de har brug for, for at blive en succes, sagde Søren Kristensen til Maskinbladet i forbindelse med aftalen.
Traktorgården flytter ind med brugte landbrugsmaskiner og serviceværksted i Krogager, hvorfra man blandt andet vil servicere MultiOne, Iseki og Deutz-Fahr-kunder samt reparation af andre mærker.
Startede i 1981
Det var Eli Kristensen, der grundlagde Traktorgården Give i 1981, og selvom han gav nøglerne videre til sønnen den 1. januar 2017, så er han fortsat at finde i butikken.
Selv fylder Søren Kristensen 40 år i år. Han blev udlært lastvognsmekaniker hos Volvo i Vejle, hvorefter han vendte hjem til Traktorgården for at arbejde på værkstedet i et halvt års tid. Derefter rykkede han ind i salgskontoret og tog del i den daglige ledelse.
I dag står han nu som direktør og virksomhedsejer af Traktorgården, der udover far og søn har yderligere ni medarbejdere.
Traktorgårdens operationsområde i nord mellem Herning og Brande og mod syd rækker firmaets domæne ned til lidt nord for Vejen.boa

