Fyrreprocessionsspinderlarver er spændende dyr, som vækker opsigt, fordi larverne går i række. De er set i stort antal i fyrreskovene omkring Dueodde. Men tag endelig ikke larverne op, og hold husdyr fra dem! De hårede larver er nemlig giftige og fremkalder udslæt, stærk kløe og åndedrætsbesvær.
Ifølge Finn Thomsen Nielsen, som er ledende overlæge på medicinsk afdeling på Bornholms Sygehus, skal man undgå kontakt med larven, både i levende og død tilstand, da piggene stadig kan være giftige, når larven er død. Man skal altså hverken tage den op, eller ånde tæt på den. Sker det alligevel, skal man tage tøjet af og vaske sig med vand og sæbe. Ved åndenød skal man søge lægehjælp, mens smerter og kløe som følger af lokalinfektion kan behandles med almindelig smertestillende medicin.
Flere er blevet syge
Flere personer er denne somemr blevet syge efter at have været i kontakt med larven på Bornholm og har modtaget lægehjælp på Bornholms Sygehus. Tilbage i 2016 blev en hund på Dueodde alvorligt syg efter et møde med larven, som vandrede på jorden i en lang række. Og et par børn fik kraftigt udslet efter at have taget nogle af larverne op.
Episoderne illustrerer, at man skal passe på processionsspinderlarver på Dueodde. Hvis man ser deres redespind i fyrretræerne eller larver i procession på jorden, skal man holde fingrene væk og under ingen omstændigheder tage larverne op. Det gælder også døde larver og tørre larvehuder, hvor de giftige hår sidder løst og stadig er meget potente.
Hvis man har været i nærkontakt med larverne og bliver syg, bør man søge læge. Larvehår på huden kan fjernes med tape.
Hunde og andre dyr, der snuser til eller æder processionsspinderlarver på jorden, kan blive alvorligt syge og i sjældne tilfælde dø. En angrebet hundetunge kan bliver så medtaget, at dele af tungen bliver nedbrudt (ramt af nekrose) og falder af.
Larverne på Dueodde forekommer fra maj til ca. 1. september. De ses især i juli og august, når de kravler ned fra træerne for at forpuppe sig. Larverne konstruerer håndboldstore spind i træer, og under deres gang på jorden vandrer de omkring i op til flere meter lange kæder - deraf navnet processionsspindere.
Sjælden i Danmark
De giftige processionsspinderlarver er varmekrævende og meget almindelige i Sydeuropa, men herhjemme er den kun fundet ved Dueodde på Bornholm.
Processionspindere er natsværmere, og der er flere arter i Europa. De voksne natsværmere er grålige, flyver om natten og er ganske harmløse. Det kan man ikke sige om larverne. De er udstyret med giftige hår, som de kan løsne og skyde fra sig, hvis de bliver forstyrret.
Larvehårene fremkalder udslet, stærk kløe og undertiden åndedrætsbesvær. I skove med mange larver kan der være så mange hår i luften, at man får dem på huden og indånder i så store mængder, at mennesker bliver syge af at færdes i skoven. I sådanne skove og parker vælger myndighederne i Sydeuropa tit at lukke for offentlig adgang i de værste perioder.
Processionsspindere er sjældne i Danmark. Der er kendt to arter: Fyrreprocessionsspinderen (Thaumetopoea pinivora), som lever og har levet i fyrreskovene på Dueodde på Bornholm siden 1930'erne, og egeprocessionsspinderen (Thaumetopoea processionea), der ikke yngler i Danmark, men er fundet som tilfældig tilflyver fra syd i de seneste år.
Bestandstætheden af processionsspindere på Dueodde er som regel lille i forhold til det, man normalt ser i Middelhavslandene, hvor der ofte er larvereder i næsten alle fyrretræer.